fbpx

DF kræver seniorordninger for statsansatte

Christiansborg, lørdag den 22. januar 2011

PressemeddelelseDF kræverseniorordninger for statsansatte

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted, kræver nu at regeringens ministre går foran med et godt eksempel og sørger for, at statslige virksomheder opretter seniorordninger for deres ansatte. Kravet kommer efter de seneste opgørelser fra blandt andet DJØF, som viser, at statens institutioner og virksomheder fyrer de ældre medarbejdere først.

– Det hænger jo slet ikke sammen, hvis regeringen med den ene hånd fjerner efterlønnen for at holde de ældre på arbejdsmarkedet, mens den anden hånd udskriver fyresedler til ældre ansatte i staten. Netop derfor ønsker DF ikke at afskaffe efterlønnen, men derimod tilbyde ældre på arbejdsmarkedet fleksible seniorordninger, så det bliver mere attraktivt at forblive på arbejdsmarkedet, siger Bent Bøgsted.

Han vil i første omgang rette henvendelse til beskæftigelsesminister, Inger Støjberg (V)og bede hende gøre rede for, hvilke muligheder regeringen har tænkt sig at tilbyde ældre ansatte i staten.

– Regeringen må sandelig til at gribe i egen barm. Det er jo skammeligt at se, at statens institutioner den ene gang efter den anden har fyret de ældre medarbejdere først, blot fordi de er de ældste. Hvis regeringen vil tages seriøst for dens ældrepolitik, bør der snarest gribes ind med ordentlige ordninger for de ældre på arbejdsmarkedet, siger Bent Bøgsted.

Rul til toppen