fbpx

DF: Kugleskørt af fagforeninger advarer mod job i Tyskland

Christiansborg, lørdag den 16. juli 2011

Pressemeddelelse

DF: Kugleskørt af fagforeninger advarer mod job i Tyskland

Erhvervsordfører for Dansk Folkeparti, Colette Brix, har kun hovedrysten til overs for dagens udmelding fra Dansk El-forbund, om at arbejdsløse danske elektrikere skal undlade at søge job i Tyskland. El-forbundet mener forholdene i Tyskland er urimelige med lavere løn og manglende overenskomster.

– Et fagforbund, som advarer arbejdsløse mod at komme i beskæftigelse. Det er da kugleskørt, siger Colette Brix.

– Fagforbundet skal naturligvis ikke tvinge deres medlemmer til at tage job i udlandet, men de burde som et minimum orientere arbejdsløse medlemmer om mulighederne for beskæftigelse i Tyskland. Det kunne være alle tiders chance for ikke mindst de unge elektrikere, som ville komme i gang med et arbejde, og samtidig få set en anden del af verden. Det kunne sikkert opveje den eventuelt lidt lavere løn, som i øvrigt ville blive udbetalt i et land, hvor både skatteprocenten og leveomkostningerne er lavere end i Danmark, påpeger Colette Brix.

Hun foreslår danske fagforeninger at gå i dialog med de tyske virksomheder, frem for at sætte sig ned og blokere for samarbejde.

– Jeg troede det var fagforeningernes opgave at tilgodese medlemmernes muligheder og interesser. Når der mangler arbejdskraft i Tyskland, og samtidig er arbejdsløshed i Danmark, så skal fagforeningerne da drage nytte af det. Mon ikke fagforeningerne skulle overveje at bruge deres ressourcer på at få medlemmer i beskæftigelse, frem for at poste pengene i dyre annoncer for rød blok, siger Colette Brix.

Rul til toppen