DF: Nedlæg Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg

Christiansborg, torsdag den 26. Januar 2012

PressemeddelelseDF: Nedlæg Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg

Den britiske premiereminister David Cameron har i går i Europarådet kritiseret Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg, der er tilknyttet Europarådet. Premierministeren mener, den blander sig i for mange ting og er vred over, at domstolen ikke har tilladt England at udvise en al-Qaeda terrorist til Libanon. I Danmark har den dømte bandeleder Fez-Fez ytret ønske om at rejse sin udvisningssag for domstolen, fordi han mener, at udvisning er en krænkelse af hans menneskeret til familieliv.

Dansk Folkepartis medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling og medlem af Folketinget, Marie Krarup, deler David Camerons kritik af domstolen.

– Eftersom det er en påstand, uden bund i virkeligheden at der skulle findes menneskerettigheder, der oven i købet er universelle, er det grotesk at have en domstol, der skal dømme efter lige netop sådan nogle. Det undergraver retsstaten og demokratiet, der jo heldigvis er vidt udbredt i Europa, siger Marie Krarup.

Hun mener det er på tide, at vi får gjort op med den ødelæggende tankegang om, at der findes nogle universelle, uforanderlige love, som man kan tvinge andre til at efterleve.

– Troen på menneskerettigheder er en ny form for lovreligiøsitet og den skygger for de store fremskridt, som vores lande har gjort ved at indføre borgerrettigheder såsom ytringsfrihed, religionsfrihed og forsamlingsfrihed. Det er vigtigt ikke at blande de to ting sammen, fordi Menneskerettighedsdomstolens overtro på sine egne påståede universelle rettigheder ødelægger demokratiet, mens borgerrettigheder styrker det, siger Marie Krarup.

– Menneskerettighedsdomstolen er et det vigtigste våben i udbredelsen af troen på menneskerettighederne. Det er på tide at få nedlagt den institution, slutter Marie Krarup.

Scroll to top