fbpx

DF: Ny udlændingeaftale betyder frit lejde for genopdragelsesrejser

Pressemeddelelse

DF: Ny udlændingeaftale betyder frit lejde for genopdragelsesrejser

Det bliver lettere at sende sit barn på genopdragelsesrejse i hjemlandet. Det er Dansk Folkepartis udlændingeordfører Martin Henriksens konklusion på den aftale, som i dag er indgået mellem regeringen, Enhedslisten og Liberal Alliance om en række lempelser på udlændingeområdet.

– Det er fatalt, at den røde regering og dens halehæng, reelt afskaffer de stramninger, som den tidligere regering og Dansk Folkeparti har gennemført for at komme genopdragelsesrejser til livs. Som reglerne er nu, kan et barn fortabe retten til at komme tilbage til Danmark, hvis vedkommende sendes på genopdragelse i sit hjemland. Det har en betydelig afskrækkende effekt i forhold til familier, der overvejer at sende deres børn tilbage til hjemlandet. Det annullerer det nye udlændingepolitiske flertal med aftalen, og gør det reelt gratis at sende sine børn på genopdragelsesrejser til hjemlandet, siger Martin Henriksen.

Martin Henriksen påpeger, at genopdragelsesrejserne ofte bliver brugt i tilfælde, hvor familien skønner, at deres børn er blevet for danske.

– Dermed sender forligspartierne det signal, at det skal være omkostningsfrit at fastholde sine børn i en tilbagestående kultur. Det er det helt forkerte signal at sende, og det vil utvivlsomt betyde, at genopdragelsesrejserne vil blomstre op igen, nu hvor der ikke længere reelt er nogle sanktioner forbundet med at sende børnene til forældrenes hjemland, siger Martin Henriksen, der kalder aftalen et stort tilbageskridt både for integrationen som sådan, men også for de børn i indvandrerfamilier, der er i fare for at blive hjemsendt.

– Jeg er sikker på, at flere familier allerede er i gang med at bestille flybilletterne oven på dagens aftale. Det er synd for børnene, at den røde regering, Enhedslisten og Liberal Alliance svigter dem med den her aftale, siger Martin Henriksen.

Dansk Folkeparti har i øvrigt fremsat et beslutningsforslag i Folketinget, der vil fratage forældrene deres opholdstilladelse, såfremt de sender barnet på genopdragelsesrejse.

Rul til toppen