fbpx

DF: Nytårstalen var tyndere end postevand

Christiansborg, tirsdag den 1. januar 2013/LO

Pressemeddelelse DF: Nytårstalen var tyndere end postevand

– Jeg må sige tak for historietimen og selvfølgelighederne, fru Statsminister, men hvad er det i grunden, du vil?

Sådan lyder Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarups, umiddelbare reaktion på statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) nytårstale.

– Statsministerens nytårstale var tyndere end postevand. Den var stort set blottet for konkrete tiltag og løsninger på Danmarks akutte problemer, og statsministerens bud på visioner har vi hørt til hudløshed før. Det er jo ikke just opsigtsvækkende, at statsministeren siger, at alle Danmarks unge skal tage en uddannelse. Jeg kan ikke mindes, at jeg har hørt nogen i Folketinget sige det modsatte. Nej, statsministeren havde med sin nytårstale en fin mulighed for at fortælle danskerne om, hvad hun og regeringen rent faktisk vil gøre, og den forspildte hun. Tilbage står et billede af en rådvild statsminister, der ikke aner, hvad regeringen skal gøre, siger Peter Skaarup.

Peter Skaarup mener desuden, at statsministeren var påfaldende svag i den del af talen, der omhandlede de ledige og konkurrenceevnen.

– Statsministeren siger, at der skal skabes arbejdspladser. Det har hun helt ret i, men det er tyndt, at hun så blot henviser til skatterabat for virksomheder, der køber nye maskiner og så lidt regelændringer. Vi kan jo i dag læse, at 91 procent af de danske virksomheder slet ikke har brugt den skatterabat. Og hvad med håndværkerfradraget, som afskaffes? Hvad med byggeloftet, der betyder, at kommuner ikke kan bygge, selv om de gerne vil? Hvad med afgifterne, der giver øget grænsehandel og forringer konkurrenceevnen? De tre ting kunne regeringen gøre noget ved, men gør det ikke. Det er svigt overfor virksomhederne, men det er mest af alt et kæmpe svigt over for de ledige. Statsministeren gjorde det i talen krystalklart over for de mange ledige, at regeringen ikke vil gøre yderligere for at hjælpe dem, siger Peter Skaarup.

Endelig hæfter Peter Skaarup sig ved, at Helle Thorning-Schmidt ikke forsømte lejligheden til at rose EU. Blandt andet mente statsministeren, at vi trods medlemskabet af EU har bevaret det særligt danske.

– Det klinger meget hult, for det er jo ikke statsministerens fortjeneste, at det er sådan. Hvis det stod til Helle Thorning-Schmidt, så var kronen jo for længst blevet udskiftet med euroen, og vi havde meget mere EU, end vi har i dag. Og vi ikke glemme, at EUs regler om arbejdskraftens frie bevægelighed gør, at vi har i dag har mange østarbejdere i Danmark, mens danskere går ledige. Hvis statsministeren i talen havde varslet et opgør med den frie bevægelighed og dermed østarbejderne, så kunne man sige, at talen var andet og mere end tyndt postevand, siger Peter Skaarup.

Rul til toppen