fbpx

DF: Problematisk hasteri om EU-sygesikringskort

Pressemeddelelse

DF: Problematisk hasteri om EU-sygesikringskort

Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, advarer regeringen, Venstre og De Konservative om, at hasteriet i forbindelse med indførelsen af det såkaldte blå EU-kort kan få alvorlige konsekvenser for mange danskere.

– Det skal åbenbart gå meget, meget stærkt, og det betyder, at det bliver svært at få ordentlige svar på, hvad indførelsen af det blå EU-sygesikringsbevis kommer til at betyde i praksis. Jeg har for eksempel stillet en del spørgsmål i forhold til, hvad danskerne kan få dækket i fremtiden, lige som jeg også vil vide, hvordan regeringen vil sikre, at danskerne rent faktisk er i besiddelse af det blå EU-sygesikringsbevis, når de rejser ud, siger Liselott Blixt.

Liselott Blixt har opfordret ministeren til, at det blå kort sendes ud automatisk, idet der kan opstå den situation, at mange danskere glemmer at få kortet inden udrejse og så risikerer at stå i en situation, hvor man skal betale en voldsom sum for en sundhedsydelse. Liselott Blixt finder det også bekymrende, at det blå EU-sygesikringsbevis skal indføres den 1. august, hvilket er lige midt i mange danskeres sommerferie.

– Fra Dansk Folkepartis side er vi imod forringelsen med det blå EU-kort, for der er tale om øget brugerbetaling for sundhedsydelser. Forsikringsselskaberne har for længst meldt ud, at den nye ordning betyder dyrere forsikringer, så danskerne kommer altså til at betale mere af egen lomme. Der er desværre et flertal for denne forringelse, og derfor arbejder vi så på at sikre, at forringelsen får så få negative konsekvenser for danskerne, som det nu er muligt, siger Liselott Blixt.

Rul til toppen