fbpx

DF raser over saftevandsforbud på københavnske plejehjem

Christiansborg, torsdag den 8. december 2011/KBE

Pressemeddelelse

DF raser over saftevandsforbud på københavnske plejehjem

Dansk Folkepartis socialordfører, Karin Nødgaard, reagerer med lige dele vantro og vrede over, at Københavns Kommune nu vil fratage de mange tusinde ældre på kommunens plejehjem deres højt skattede saftevand i forbindelse med deres daglige måltider. Karin Nødgaard står helt uforstående overfor, at det skulle være et sundhedsmæssigt problem, at ældre på plejehjem får lidt sødt til ganen i de sidste år af deres liv, hvor det bare burde handle om, at de ældre skal have det bedst muligt.

– Jeg er dybt rystet over, at beboerne på de københavnske plejehjem nu ikke må få serveret saftevand længere. Det virker som om, at den sundhedsbølge, der skyller igennem store dele af det danske samfund, har grebet for meget om sig og risikerer at udvikle sig til hysteri, siger Karin Nødgaard.

Karin Nødgaard vil rette henvendelse til socialminister Karen Hækkerup (S) for at få hende til at bede Københavns Kommune om at besinde sig i sagen og indstille sundhedskorstoget mod de ældre på de københavnske plejehjem.

– Beboerne på de københavnske plejehjem har krav på at blive behandlet som voksne mennesker. Det er en kæmpe misforståelse, at Københavns Kommune nu vil påtvinge de ældre en særligt designet kostplan, når nu de ældre ofte kæmper med nedsat appetit og andre udfordringer. Jeg vil i stedet kraftigt opfordre Københavns kommune til at imødekomme de ældres krav om at få nogle gode sidste år af deres liv, hvor de spares for alskens smarte kostråd og modegrøntsager. De ældre vil bare have det at spise og drikke, de altid har fået, siger Karin Nødgaard.

Rul til toppen