fbpx

DF: Regeringen bør være mere skarpslebne på erhvervsuddannelsesområdet i vækstplan

Pressemeddelelse

DF: Regeringen bør være mere skarpslebne på erhvervsuddannelsesområdet i vækstplan

Dansk Folkeparti støtter regeringens initiativer på erhvervsuddannelsesområdet i Vækstplanen, men uddannelsesordfører Marlene Harpsøe savner ambitioner på erhvervsuddannelsernes vegne.

– Det er da meget godt, at vi får forbedret skolepraktikken, får 1.000 flere skolepraktikpladser og uddannelsesklausuler ved enkelte offentlige anlægsprojekter, men jeg savner nogle mere skarpslebne og tilbundsgående forslag her, siger Marlene Harpsøe.

– Regeringen synes optaget af, at det er manglen på praktikpladser, der får unge til at falde fra, men det er kun en del af forklaringen. Det største problem er i virkeligheden, at en del af de unge, der starter på erhvervsuddannelserne mangler de faglige forudsætninger for at kunne klare sig, siger Marlene Harpsøe.

Marlene Harpsøe mener derfor, at man bliver nødt til at se mere grundlæggende på erhvervsuddannelserne.

– Man kunne eksempelvis etablere særlige opstartskurser forud for, at den egentlig undervisning begynder, hvor de kommende elever bliver klædt på til den uddannelse, de skal i gang med. Vi skal også se på, hvordan erhvervsuddannelsernes omdømme kan forbedres, for det har betydning for, om de unge rent faktisk ønsker at tage uddannelsen eller bare opfatter det som en parkeringsplads for dem, der ikke var dygtige nok til gymnasiet, og så har det også betydning for de virksomheder, der skal tage elever, de vil være mere tilbøjelige til at tage flere ind i praktik, hvis der er et ordentligt ry om de uddannelser, som eleverne tager, siger Marlene Harpsøe.

Rul til toppen