fbpx

DF: S aner man ikke, hvor man har

Christiansborg, torsdag den 18. marts 2010

Pressemeddelelse

DF: S aner man ikke, hvor man har

– Hvis Socialdemokratiet var en cyklist, så skulle man tro, der var røget alt for mange øl indenbords inden turen gik i gang. Partiet slingrer så voldsomt, at det er umuligt at vurdere, i hvilken retning, hvis nogen, man gerne vil køre.

Sådan siger Dansk Folkepartis socialordfører, Martin Henriksen, oven på torsdagens S-udspil med titlen ”Nyt partnerskab for velfærd”.

– Før sidste valg var Socialdemokraternes store slagnummer de såkaldte velfærdsrettigheder, der i dén grad styrede kommunerne helt ned i de små detaljer. Nu er fleksibilitet lige pludselig nøgleordet, og kommunerne skal styre alting selv. Undskyld mig, men hvad er det, der pludseligt har fået Socialdemokraterne til denne kovending? Det er mildt sagt en besynderlig timing, men det er ganske givet et forsøg på at tækkes Kommunernes Landsforening. Hvem mon man vil tækkes i næste uge eller næste år? spørger Martin Henriksen.

Og det er ikke kun på velfærdsområdet, at S ikke kan finde ud af, hvilket ben man vil stå på.

– Først stod skattestoppet fast. Det sagde Thorning den 27. marts 2007. Og nu står det alligevel ikke fast, siger Martin Henriksen.

Men Martin Henriksen kan faktisk godt pege på et sted, hvor Socialdemokraterne står fast.

– Alle Socialdemokraternes økonomiske udmeldinger har været underfinansieret. Man tør simpelthen ikke fortælle befolkningen, hvem der skal betale for de mange og dyre løfter. På det område kan man da godt sige, at Socialdemokraterne står fast, siger Martin Henriksen med et skævt smil.


Rul til toppen