DF stiller krav om registrering af æresdrab” i DK”

20-07-2002

Pressemeddelelse

– Nu skal vi have fundet ud af, hvor mange såkaldte æresdrab, der egentligt er forekommet i Danmark, siger Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Peter Skaarup.

Peter Skaarup vil således have justitsminister Lene Espersen (K) til at tage initiativ til at få klarlagt omfanget af såkaldte æresdrab og æresdrabsforsøg. Sagen rejses i Folketinget mandag.

– Når Politiets Efterretningstjeneste nu er i gang med at registrere racistisk motiverede forbrydelser og bl.a. bruger ressourcer på at registrere antimuslimsk graffiti på en postkasse i Køge, racistiske e-mails i Fredericia og ifølge dagbladet Politiken den 24. maj i år en rude knust i Tårnby, burde udbredelsen af den efter min mening langt alvorligere forbrydelse som at dræbe et nærtstående familiemedlem i langt højere grad være genstand for politiets opmærksomhed, siger Peter Skaarup.

Efter Kristeligt Dagblads oplysninger skulle der være sket ca. 20 æresdrab i Danmark 1994-2002 (9/7 2002). Ekstra Bladet vurderer, at der efter mordet på den 14-årige Sonay er begået 9 æresdrab (20/6 2002).

– Under alle omstændigheder er det 9 eller 20 æresdrab for meget, og de stærkt svingende tal, viser behovet for en dyberegående analyse af drabstallenes omfang og udbredelsen af æresdrab, siger Peter Skaarup.

– Vi befinder os i en juridisk gråzone, fordi dansk retspraksis naturligt nok ikke har erfaringer med såkaldte æresdrab, men så meget desto mere grund er der til at få det bragt frem i lyset, siger Peter Skaarup, som dermed også håber, at der i højere grad kan sættes fokus på de kulturmønstre, som indvandrerne bringer med sig fra hjemlandet, og som ud over at være barbariske er helt ude af trit med al anstændighed og den personlige frihed.

Scroll to top