fbpx

DF: Svagt finanslovsudspil uden visioner for at få Danmark ud af krisen

Pressemeddelelse

DF: Svagt finanslovsudspil uden visioner for at få Danmark ud af krisen

Dansk Folkepartis finansordfører, Rene Christensen, reagerer med skuffelse på regeringens svage og visionsløse finanslovsudspil, der endnu engang viser, at regeringen har været for overoptimistiske i dens vækstskøn, og samtidig fortæller historien om, at regeringen er fanget i en vækstfælde. Dansk Folkeparti mangler især tiltag, der øger beskæftigelsen, gerne via lavere energiafgifter til gavn for erhvervslivet og samtidig langt større fokus på at forbedre forholdene i ældresektoren.

– Det begynder at ligne et ritual, når regeringen præsenterer sine økonomiske udspil, hvor den rutinemæssigt nedjusterer sine vækstrater, men lover guld og grønne skove næste år. Regeringens finanspolitik er ganske enkelt fanget i en vækstfælde, som betyder, at dansk økonomi er gået fuldstændigt i stå, selvom regeringen praler med, at dens mange såkaldte reformer skulle være det store dyr i åbenbaringen, siger Rene Christensen, der betegner finanslovsudspillet som visionsløst.

Rene Christensen, der er overrasket over, at regeringen synes helt at have opgivet at få sat gang i væksten i dansk økonomi, og mangler især tiltag, der kunne øge hjælpen til de mange ældre, der mangler pleje og omsorg i deres hverdag.

– Indvandringspolitikken sejler og regeringen har tydeligvis fokus på at bruge mange penge på at øge indvandringen, mens mange ældre ikke kan få den fornødne pleje. Samtidig afslører også denne finanslov, at regeringens vækstskøn har handlet mere om at skabe et skønmaleri af dansk økonomi i et desperat håb om, at der kommer et internationalt opsving, som regeringen så mener at kunne tage æren for. Regeringens finanslovsudspil er ganske visionsløst, hvor der også mangler tiltag til at forbedre vilkårene for erhvervslivet, herunder ved lavere energiafgifter, siger Rene Christensen.

Rul til toppen