fbpx

DF synes ikke om bødestraf til glemsomme patienter

Christiansborg, onsdag den 8. juni 2011

Pressemeddelelse DF synes ikke om bødestraf til glemsomme patienter Dansk Folkeparti tager afstand fra sundhedsminister Bertel Haarders(V) forslag om at lade Regionerne opkræve gebyrer fra patienter, som udebliver fra operationer. DF’s Sundhedsordfører, Liselott Blixt, kalder forslaget camoufleret brugerbetaling.

– Der er noget grundlæggende forkert i, at man skal finansiere sundhedsområdet ved hjælp af bødestraf. Selvfølgelig er det spild af sundhedskroner, når borgere udebliver fra operationer. Målet burde dog først og fremmest være, at disse patienter møder op og får deres nødvendige operation. Ikke at straffe dem med en bøde, siger Liselott Blixt.

Hun mener, forslaget er uigennemtænkt. Det tager for eksempel ikke højde for de svagere patientgrupper, som ældre og psykisk syge, som af helbredsmæssige årsager glemmer deres aftaler.

– Var det ikke bedre, at hjælpe de patienter? Det er jo altså ikke alle dem, der udebliver fra en operation, som er strøget på ferie i udlandet. Systemet må kunne skelne mellem bevidst og ubevidst udeblivelse fra en operation. Udebliver man med vilje, kan man jo passende rykke ned til bunden af ventelisten, siger Liselott Blixt.

Liselott Blixt foreslår, at Regionerne opretter et landsdækkende kontor,hviseneste formål skal være at minde patienter om deres aftaler på hospitalerne.

– Umiddelbart bør det ikke give mere administration, end en eventuelt bødeudskrivning vil. Det vil til gengæld give tilfredse patienter og en mere effektiv operationsfrekvens på sygehusene, påpeger Liselott Blixt.

Rul til toppen