fbpx

DF til regeringen: Husk det er en kommunistisk diktator I modtager med pomp og pragt

Christiansborg, onsdag den 6. juni 2012/KBE

PressemeddelelseDF til regeringen: Husk det er en kommunistisk diktator I modtager med pomp og pragt

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, påpeger i en kommentar til den kinesiske præsident Hu Jintaos besøg, at regeringen bør gøre sig helt klart, at det er en kommunistisk diktator, som har mange ugerninger på samvittigheden, den modtager med pomp og pragt. En dag vil historien dømme udenrigsminister Villy Søvndal (SF) for hans fidele modtagelse af den kommunistiske diktator, der har meget undertrykkelse og knusningen af det fredelige tibetanske folk på samvittigheden.

– Det er i Dansk Folkepartis øjne ekstremt vigtigt, at den danske regering og udenrigsminister Villy Søvndal (SF), gør sig helt klart, at det er en kommunistisk præsident og diktator, Hu Jintao, fra et land med meget blod på samvittigheden, og som ydermere uden blusel har besat og undertrykt det fredelige Tibet, de nu modtager med pomp og pragt. Der vil komme en dag, hvor historien vil dømme den nuværende regering og dens udenrigsminister Villy Søvndal (SF) hårdt for at have behandlet den kinesiske diktator fidelt og modtaget ham ukritisk, siger Søren Espersen.

– Vi har i Dansk Folkeparti ikke noget problem med, at danske virksomheder handler med hele verden, herunder kinesiske virksomheder. Der hvor det begynder at blive penibelt er, når en regering fejer alle sine principper til side for at opnå kortsigtede økonomiske såvel som politiske gevinster, mens den fuldstændig ignorerer den massive undertrykkelse af den kinesiske opposition og det tibetanske folk, hvis eneste brøde er, at de ligger uheldigt placeret ved grænsen til det mægtige Kina, siger Søren Espersen.

Rul til toppen