fbpx

DF: Ud med tørklædet og ind med starthjælp og kontanthjælpsloft

Christiansborg, søndag den 7. december 2014/kalo

Pressemeddelelse

DF: Ud med tørklædet og ind med starthjælp og kontanthjælpsloft

Dansk Folkepartis værdiordfører Pia Kjærsgaard er ikke overrasket over, at næsten halvdelen af indvandrerne fra ikke-vestlige lande er på overførselsindkomster og befinder sig lysår fra arbejdsmarkedet, og hun anklager integrationsminister Manu Sareen for hykleri, når han prøver at spille forbavset og samtidig erklærer, at regeringen arbejder på ”højtryk” med at finde løsninger.

”Regeringen forværrede problemet markant, da den afskaffede den lave starthjælp til indvandrere de første syv år af deres ophold i Danmark, og da den sløjfede kontanthjælpsloftet og 225 timers-reglen. Starthjælpen var designet til at begrænse indvandreres motivation til at søge mod Danmark, og kontanthjælpsloftet skulle tvinge især indvandrerkvinderne ud på arbejdsmarkedet, siger Pia Kjærsgaard.

Hun tilføjer, at en undersøgelse fra Rockwool Fonden for nylig viste, at ikke-vestlige indvandrere og deres efterkommere årligt koster det danske samfund 16.6 milliarder kroner i nettoudgifter og understreger, at problemerne vil vokse sig endnu større som følge af den aktuelle indvandring fra et land som Syrien.

”Ja, for naturligvis er også den nuværende tilstrømning en indvandringsbølge, som vil gøre det endnu sværere at løfte integrationsbyrden. Det siger sig selv”.

Men Pia Kjærsgaard advarer mod at tro, at tilegnelsen af det danske sprog og uddannelse er nok i sig selv. Meningsfuld integration forudsætter en helt anderledes accept af det danske samfund og de danske værdier end den, som eksempelvis alt for mange indvandrerkvinder lægger for dagen.

”Det er klart, at hvis man tropper op i tørklæde eller – endnu værre – en niqab og remser lange lister med forbehold om, at man ikke vil i berøring med svinekød eller give hånd til mænd op, så vil de fleste arbejdsgivere sige nej tak på forhånd. Det er nemlig muligt at gøre sig selv så besværlig, at overførselsindkomster er det eneste alternativ”, siger Pia Kjærsgaard.

”Det er også grunden til, at der igen skal sættes loft over, hvor meget den enkelte familier kan modtage i overførselsindkomster. Så længe det er muligt at få tilværelsen til at hænge sammen uden at løfte en finger, vil mange indvandrerfamilier læne sig tilbage, og det er en holdning, som vil forplante sig til deres efterkommere i mange led. Med andre ord vil integrationen bedst kunne fremmes til lyden af en pengekasse, som smækkes i”.

Rul til toppen