fbpx

DF: Venstre bør presse regeringen til EU-opgør om udvisningsregler

Pressemeddelelse

DF: Venstre bør presse regeringen til EU-opgør om udvisningsregler Dansk Folkepartis integrationsordfører, Martin Henriksen, stiller sig uforstående overfor, at justitsminister Morten Bødskov (S) efter ordre fra EU-kommissionen,vil afskaffe en blot ni måneder gammel stramning af reglerne for udvisning af kriminelle udlændinge. Martin Henriksen (DF) kræver nu, at Venstre sammen med DF presser regeringen på EU-politikken.

– Jeg har noteret mig, at Venstre er kritisk overfor regeringens beslutning. Derfor bør Venstre, som jo normalt er regeringens allierede i EU sager, presse justitsministeren til at sætte punktet på dagsorden under formandskabet, så vi kan få EU til at trække følehornene til sig. I EU spørgsmål henter regeringen sit flertal hos Venstre, ikke hos Enhedslisten, og derfor kan Venstre tvinge regeringen til et opgør eller i hvert fald til et mere kritisk udgangspunkt, så vi kan bevare de strengere nationale udvisningsregler, siger Martin Henriksen (DF), der dermed foreslår, at V og DF i fællesskab lægger pres på regeringen

– Venstre har reelt fredet regeringen under formandskabets møder, i hvert fald i forhold til EU-politikken. Men hvis Venstre er på linje med DF og mener, at kriminelle udlændinge skal udvises, så har de her en enestående chance for rent faktisk at fastholde regeringen på ret kurs, siger Martin Henriksen (DF).

Stramningen, som Dansk Folkeparti fik presset igennem, trådte i kraft den 1. juli 2011 og betød, at de dømte nu skulle udvises efter afsoning af straffen, medmindre det »med sikkerhed« var imod internationale konventioner.

Rul til toppen