fbpx

DF vil have hunde i hjemmeplejen

Christiansborg, onsdag den 30. november 2011

PressemeddelelseDF vil have hunde i hjemmeplejen

Hunden er menneskets bedste ven, mener mange – også ældre borgere. Det mener Dansk Folkeparti, der bør tages højde for i de kommunale hjemmeplejer, ved at flere hjemmehjælpere får mulighed for at tage hunden med på arbejde.

Det var en artikel om Danmarks eneste ansatte hjemmehjælperhund Oskar, som har fået kommunalordfører i Dansk Folkeparti, Morten Marinus, til at tage sagen op.

– Det var en rørende historie om hvordan hunden Oskar, er med til at sprede glæde og godt humør, når den er med sin hundemor på arbejde hver dag. De ældre mennesker ser frem til besøget, og hundens ejer har set flere eksempler på, hvordan senile og ellers kontakttunge personer liver op og snakker med hunden, når den kommer på besøg. Oskars ejer har oven i købet bemærket, at der er mindre sygdom og mindre medicinforbrug hos borgerne på Oskars rute. Ordningen koster ikke alverden, men har en betydelig og positiv effekt. Den effekt så jeg gerne spredt ud til kommunale hjemmeplejer i hele landet, siger Morten Marinus.

I første omgang har han stillet spørgsmål til socialminister Karen Hækkerup (S) i sagen. Morten Marinus mener kommunerne bør give plads til at udvalgte ansatte i hjælpeordninger for ældre og handicappede, i det omfang forholdene tillader det, bør have mulighed for at tage kæledyr med på arbejde til glæde for de borgere, som har lyst til et besøg.

– Der vil i første omgang naturligvis være tale om forsøgsordninger, som skal testes og evalueres. Umiddelbart kan jeg kun forestille mig, at det vil være en succes for de mange ældre og handicappede, som ikke selv har muligheden for at have et kæledyr i deres hverdag. Jeg håber derfor ministeren vil være indstillet på at der afsættes midler til en udbredelse af ideen, siger Morten Marinus.

Rul til toppen