fbpx

DF vil legalisere peberspray

Pressemeddelelse

DF vil legalisere peberspray

Dansk Folkepartis værdiordfører, Pia Kjærsgaard, vil have legaliseret besiddelse og anvendelse af peberspray. Det sker i kølvandet på den seneste tids debat om peberspray, som flere danskere vælger at bruge som en ekstra sikkerhed.

– Peberspray er et fint redskab til kortvarigt at sætte en røver eller voldsforbryder ud af spil. Det giver ingen negative efterveer for vedkommende, så jeg forstår ikke, hvorfor pebersprayen ikke for længst er blevet lovliggjort, siger Pia Kjærsgaard.

En del borgere bruger allerede pebersprayen som en ekstra tryghed i nattelivet, andre har den liggende i hjemmet af frygt for hjemmerøverier.

– Man må jo bare konstatere i lyset af de åbne grænser og den deraf følgende kriminalitet, at borgerne føler sig utrygge, og politiet kan jo ikke mandsopdække alle borgere i Danmark, så jeg forstår behovet for at have denne ekstra tryghed, siger Pia Kjærsgaard.

Pia Kjærsgaard finder det væsentligt, at man ikke kriminaliserer borgernes ret til at forsvare sig selv.

– Det er en peberspray, det drejer sig om. Det er jo ikke noget angrebsvåben. I mange lande i Europa er peberspray fuldt lovlig. Jeg forstår ikke, hvorfor det samme ikke for længst er sket i Danmark, understreger Pia Kjærsgaard.

Rul til toppen