fbpx

DF vil se på hjælp til skybrudsramte kommuner

Christiansborg, onsdag den 6. juli 2011/LO Pressemeddelelse

DF vil se på hjælp til skybrudsramte kommuner

Formanden for Folketingets Kommunaludvalg, Hans Kristian Skibby (DF), vil have indenrigsminister Bertel Haarder (V) til at se på de økonomiske udfordringer, som København og omegnskommunerne står med efter det massive skybrud, som ramte området med gigantiske ødelæggelser til følge. Det sker efter, at de seneste vurderinger lyder på, at ødelæggelserne i de kommunale bygninger i Københavns Kommune alene er på omkring 100 millioner kroner.

– I forbindelse med vinterkrisen på Bornholm, meddelte regeringen, at man ville se positivt på at hjælpe med de økonomiske konsekvenser for Bornholms Kommune. Det resulterede i, at der blev givet ekstraordinær økonomisk støtte til øen for at dække de ekstra store regninger for vinterberedskabets arbejde. Jeg vil nu have indenrigsministeren til at se på, om det er muligt at gøre noget lignende for København og omegnskommunerne, siger Hans Kristian Skibby.

Hans Kristian Skibby peger på, at Københavns-området befinder sig i en endnu større krise end den, der opstod i vinter på Bornholm.

– Derfor anbefaler vi i DF, at Folketinget sikrer kommunerne en fornuftig økonomisk hjælp, når det samlede overblik over ødelæggelserne foreligger, siger Hans Kristian Skibby.

Hans Kristian Skibby erkender, at mange kommuner har valgt at være selvforsikrede, da det normalt er det mest rentable for kommunerne frem for at skulle betale store faste præmier.

– Men sagen er meget vanskelig, da der jo er tale om historisk store ødelæggelser. Derfor bør vi fra landspolitisk side sætte ind med hjælp, siger Hans Kristian Skibby.

Rul til toppen