fbpx

DF vil se på mulighederne for at give kommunerne bedre redskaber til at afsløre socialt bedrageri

Christiansborg, søndag den 20. februar 2011 Pressemeddelelse

DF vil se på mulighederne for at give kommunerne bedre redskaber til at afsløre socialt bedrageri

Dansk Folkepartis kommunalordfører, Hans Kristian Skibby, vil nu se nærmere på mulighederne for at give kommunerne bedre redskaber i forhold til at afsløre sociale bedragere. Det sker efter, at DR i 21 SØNDAG kan fortælle, at kommunerne netop efterlyser dette.

– Vi hører, at kommunerne sidste år afslørede socialt bedrageri for næsten 400 millioner kroner. Det er altså mange penge, som folk uberettiget har fået. Penge som kunne gå til skoler, ældre og andre ting. Jeg er villig til at lytte til kommunerne og se på, om vi kan give dem nogle af de redskaber, som de efterlyser, siger Hans Kristian Skibby.

Blandt andet vil Hans Kristian Skibby se nærmere på et ønske om at give kommunerne mulighed for at sammenkøre oplysninger med andre myndigheder.

– Det er bestemt en mulighed, men jeg vil nu høre mere konkret fra kommunerne hvilke lovændringer, de efterlyser, siger Hans Kristian Skibby.

Hans Kristian Skibby tilføjer, at der skal grundig omtanke til i forbindelse med lovændringer på området.

– Vi skal jo også passe på, at vi ikke ender med et rent overvågningssamfund. Men kommunerne skal være klædt godt på til opgaven, for det dur ikke, at så mange tilsyneladende snyder samfundet ved socialt bedrageri, siger Hans Kristian Skibby.

Rul til toppen