fbpx

DF vil smække kassen i over for Uganda

Pressemeddelelse

DF vil smække kassen i over for Uganda

Dansk Folkepartis ulandsordfører, Hans Kristian Skibby, er så fortørnet over Ugandas gentagne overgreb på basale frihedsrettigheder og bistandssvindel, at han nu kræver, at udviklingsminister Christian Friis Bach indstiller den danske ulandsbistand til landet, som i 2011 udgjorde 365 millioner danske kroner.

– Først ønskede man at indføre dødsstraf for homoseksualitet i Uganda og nu vil landet så i en såkaldt antipornolov blandt andet forlange, at det skal være strafbart for kvinder at bære kjoler og nederdele som ikke går til under knæet, ligesom man indfører vidtstrakt censur af tv, film og internet i landet. Det kommer ovenpå, at 10 millioner danske bistandskroner er havnet i forkerte lommer. Der er al mulig grund til at standse bistanden til Uganda nu, siger Hans Kristian Skibby.

Han undrer sig samtidig over, at udviklingsministeren har valgt at returnere de 10 millioner kroner, som Uganda havde betalt tilbage til Danmark, til netop Uganda.

– Det er et vældigt dårligt signal at sende til et modtagerland, at hvis bare de betaler pengene tilbage til Danmark, så får de pengene igen til nye bistandsprojekter. Svindel og svig skal have konsekvenser – ikke være gratis, siger Hans Kristian Skibby.

Hans Kristian Skibby peger samtidig på, at udviklingsministeren netop har fjernet et årligt millionbeløb, som Iran er blevet støttet med, fordi Iran årligt eksekverer hundredvis af dødsstraffe mod blandt andet mindreårige.

– De lande, der skal have bistand fra Danmark, skal respektere frihedsrettighederne. Det gør hverken Uganda eller Iran, og derfor bør ingen af de lande have del i danske støttekroner, siger Hans Kristian Skibby, der nu vil kræve en forklaring fra Christian Friis Bach på ministerens inkonsekvens.

Rul til toppen