fbpx

DF: Villy Søvndal kan ikke bryste sig af Obamas kursændring Syrien

Pressemeddelelse

DF: Villy Søvndal kan ikke bryste sig af Obamas kursændring Syrien

Dansk Folkepartis udenrigsordfører, Søren Espersen, reagerer med hovedrysten på udenrigsminister Villy Søvndals mærkværdige udmelding om, at han og Danmark skulle have ansvaret for, at præsident Obama og Syrien ikke pt. er på akut konfrontationskurs. Den udlægning af virkeligheden virker helt ude af proportioner, da det efter alt dømme er modstanden i verdenssamfundet, herunder ikke mindst i Storbritannien og naturligvis den hjemlige modstand i USA, som har fået Obama og Kerry til at forsøge sig med et kompromis. Danmarks kritikløse opbakning til USA’s bombning af Syrien har derimod mindsket incitamentet til en fredelig løsning på krisen mellem USA og Syrien.

– Det virker en smule komisk og leder tankerne hen på den irakiske informationsminister kaldet ”Komiske Ali”, når Danmarks udenrigsminister forsøger at tage æren for, at præsident Obama er blevet tvunget til at indgå et muligt kompromis med det syriske styre. Obama har ganske enkelt ikke formået at samle støtte til et angreb på Syrien, hverken blandt sine nærmeste allierede i Storbritannien eller i Kongressen. Danmarks betingelsesløse opbakning og afvigelse fra FN-sporet har blot udstillet regeringens evige principløshed, og har bestemt ikke banet vejen for en diplomatisk løsning, snarere tværtimod, siger Søren Espersen.

Rul til toppen