fbpx

DF´er tordner mod EU-Parlamentets ”ja” til kvindekvoter

Pressemeddelelse

DF’er tordner mod EU-Parlamentets ”ja” til kvindekvoter

Dansk Folkepartis ligestillings- og EU-ordfører, Pia Adelsteen, er rasende over, at et flertal i EU-Parlamentet har vedtaget, at mindst 30 procent af en bestyrelse skal være kvinder i 2015, og at mindst 40 procent af en bestyrelse skal være kvinder i 2020.

– Det er for mig at se komplet vanvittigt, at EU-Parlamentet på denne måde vil indføre tvangskvoter. Det er jo ikke fordi, jeg har noget imod kvinder i bestyrelser, men der er altså andre veje end tvang. Desuden forstår jeg ikke, at EU-Parlamentet vælger at lægge sit fokus her, når der er så mange andre og mere vigtige steder i forhold til kvinders ligestilling, som man kunne sætte sit fokus på i stedet for, siger Pia Adelsteen.

EU-Parlamentet kan ikke selv fremsætte lovforslag, men EU-Parlamentets vedtagelse lægger pres på EU-Kommissionen for at fremsætte et direktiv om kønskvoter.

– Så EU-Parlamentets beslutning er et stort skridt på vejen mod kønskvoter, og det er jo ikke kun i Bruxelles eller Strasbourg, eller hvor EU-Parlamentet nu befinder sig, at holdningen om tvangskvoter findes. For eksempel har S og SF jo foreslået, at alle børsnoterede danske virksomheder skal mindst have 40 pct. kvinder i bestyrelserne i 2014, ellers skulle de tvangsopløses. Det med tvangsopløsningen har de dog vist nok trukket tilbage, men holdningen om tvangskvoter har S og SF, siger Pia Adelsteen.

Pia Adelsteen understreger, at ligestilling for hende er, at mænd og kvinder har samme muligheder og samme valgmuligheder. Således skal mænd og kvinder have samme muligheder for at nå til tops i det private erhvervsliv, hvis de har evnerne til dette. Men de skal også have samme valgmuligheder for at arbejde deltid og så gå hjemme med børnene, hvis mor eller far ønsker dette, det skal politikerne ikke blande sig i.

Rul til toppen