fbpx

Efter opfordring fra DF: Statsministeren vil nu indkalde til forhandlinger om ytringsfrihed og censur

Ytringsfriheden er under pres i Danmark, når lærere på skoler og videregående uddannelser ikke tør vise eksempelvis Muhammedtegningerne i deres undervisning pga. trusler fra islamister. I Dansk Folkeparti vil vi gøre Muhammedtegningerne obligatoriske i undervisningen i folkeskolen og på videregående uddannelser.

DF’s formand Kristian Thulesen Dahl opfordrede under Folketingets spørgetime med statsministeren i dag statsminister Mette Frederiksen til at indkalde Folketingets partier til forhandlinger om ytringsfrihed og censur, så vi kan gribe ind over for dette uvæsen. Det indvilligede statsministeren i. Vi ser frem til forhandlingerne, hvor vi fra DF’s side naturligvis vil fremsætte vores forslag om at gøre brugen af Muhammedtegninger obligatorisk i undervisningen.

Truslen mod danskernes ytringsfrihed har vi endnu engang set dokumenteret efter en sag, hvor en lærer på Københavns Professionshøjskole, som har lavet et opslag på Facebook om, at hun havde tænkt sig at benytte Muhammed-tegningerne i sin undervisning, har været udsat for trusler i en grad, så hun har fået en fast kontaktperson ved PET og har måttet få hemmelig adresse. Læreren tør ikke længere bruge tegningerne i undervisningen.

Vi skal ikke som samfund bøje os for trusler og indføre selvcensur. Lærerne skal ikke stå alene med den beslutning. Ved at gøre brugen af tegningerne obligatorisk i undervisningen, så vil man som lærer stå stærkere overfor alle dem, der ikke vil have man underviser i tegningerne.

Læs også:

DF efter trusler mod lærer: Gør Muhammedtegningerne obligatoriske i undervisningen

‘Charlotte’ ville vise Muhammed-tegninger i sin undervisning, men så begyndte truslerne 

 

Rul til toppen