En begivenhedsrig uge: DF-jubilæum, Åbningsdebat og pensionsaftale!

Det har godt nok været en begivenhedsrig uge. Med både 25-års jubilæum for Dansk Folkeparti, den traditionelle åbningsdebat i Folketinget og som afslutning en aftale om tidligere tilbagetrækning for dem, der har været allerlængst på arbejdsmarkedet. Nå ja – og så samtidig med en forbedring af seniorpensionen målrettet nedslidte.

 

I tirsdags var det præcis 25 år siden, at Poul Nødgaard, Ole Donner, Pia Kjærsgaard og jeg selv på et pressemøde annoncerede, at vi havde stiftet Dansk Folkeparti. Vi forlod alle fire Fremskridtspartiet, hvor det politiske arbejde fuldstændig forsvandt i kaos og interne stridigheder.

 

I stedet ville vi skabe et parti, som søgte indflydelse. Som ville rykke noget. Gøre Danmark til et bedre sted. Vores politik var baseret på tre centrale søjler: Stram udlændingepolitik, ordentlig velfærd med særlig fokus på de ældre og modstand mod EU. Sådan har det været i 25 år. Sådan vil det også være de næste 25!

 

Og det lykkedes! Vi skabte et stærkt og levedygtigt parti, som har ændret dansk politik på afgørende punkter. Som har sikret, at Danmark ikke er endt med svenske tilstande!

 

En sekvens under statsminister Mette Frederiksens åbningstale i tirsdags viste, hvor meget tingene har ændret sig i dansk politik. Jeg sad næsten samme sted i folketingssalen under Mette Frederiksens tale i tirsdags, som jeg sad dengang i 1999, hvor en anden socialdemokratisk statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, udtalte de berygtede ord: ”Set med mine øjne – stuerene, det bliver I aldrig!” Det var under en debat om kriminelle udlændinge, at Nyrup kom med ordene fra landets fineste talerstol.

 

I sin åbningstale i tirsdags talte Mette Frederiksen også om udlændingepolitik og kriminelle udlændinge. Her sagde hun: ”Mange af de problemer, vi står med i dag, rækker desværre langt tilbage. Alt for mange kom til – alt for mange blev tabt – alt for længe blev det ved. Fortidens udlændingepolitik var en fejl, så enkelt kan det siges.”

 

Meget har ændret sig i løbet af de 21 år, der er gået siden 1999. DF havde ret dengang. Vi har ret i dag. Forskellen er, at nu erkender flere af de andre partier, herunder statsministeren, det også.

 

Og selvom det betyder, at konkurrencen om de indvandrerkritiske vælgere er blevet skærpet, så er det alligevel en kæmpe succeshistorie. Vi har rykket dansk politik. Væk fra kursen mod afgrunden, mod svenske tilstande, som var den vej, Danmark hastigt var på, da DF blev stiftet.

 

Men åbningsdebatten udstillede også, at der er et gab mellem Mette Frederiksens socialdemokratiske retorik og den politiske virkelighed. Hun siger meget af det rigtige. Men alt for ofte er der ikke handling bag ordene.

 

Det ser man bl.a. netop i diskussionen om kriminelle udlændinge, som er udvist af Danmark. DF og den daværende regering indgik en aftale om, at disse mennesker skulle flyttes ud på øen Lindholm i Stege Bugt. Et sted hvor de ville være mere isolerede, end tilfældet er i dag, hvor udviste kriminelle terroriserer området omkring udrejsecenter Kærshovedgård i det midtjyske. Hvad har Mette Frederiksen gjort? Hun har droppet det nye udrejsecenter på Lindholm, men har intet sat i stedet. Resultatet? Stigende kriminalitet og store gener for dem, der bor tæt på Kærshovedgård. Det er selvsagt uacceptabelt! Men det er helt umuligt at få et svar på, hvad regeringen vil gøre ved det.

 

Dette svigt kommer oven i den række af lempelser af udlændingepolitikken, som den socialdemokratiske regering har gennemført med opbakning fra bl.a. de Radikale og Enhedslisten.

 

Jeg var selvsagt langt gladere for Mette Frederiksens ord fra Folketingets talerstol, end jeg var for Poul Nyrups. Men ordene forpligter! Der skal følge handling med, ellers er det bare … ja, ord…

 

Der er selvfølgelig også andre vigtige emner end udlændingepolitik på den politiske dagsorden. Et af de emner, der har fyldt rigtigt meget de seneste år, er tidlig tilbagetrækning. Helt tilbage i 2006, da et bredt flertal i Folketinget indgik den store Velfærdsaftale, der er en grundpille under dansk økonomi, foreslog DF, at der skulle indføres en form for differentieret pension, så de, der har arbejdet mange år i nedslidende job ville få mulighed for at trække sig lidt før os andre.

 

Derfor er jeg glad for, at det efter lange og svære forhandlinger lykkedes at lande en aftale om tidlig tilbagetrækning, som sikrer netop dette. Det er en aftale, som vil hjælpe mange, der i årevis har slidt og slæbt. Nu vil mange få mulighed for at trække sig 1-3 år tidligere.

 

Samtidig har det været afgørende for os at sikre, at den nuværende seniorpensionsordning målrettet nedslidte forbedres markant. Det lykkedes. Nu vil flere nedslidte få mulighed for at gå fra arbejdslivet op til 6 år før pensionsalderen.

 

En sidste ting, jeg vil fremhæve, er, at det også lykkedes os at sikre en bedre finansiering, end det regeringen havde spillet ud med. Således bliver det bl.a. en reform af arbejdsmarkedsområdet og bekæmpelse af svindel i detailbranchen med krav om elektroniske kasseapparater, som skal være med til at betale regningen. Vi stopper svindel og hjælper nogle af dem, der trænger til det, med at få et par gode år mere på pension. Det giver rigtig god mening.

 

Med venlig hilsen

 

Kristian Thulesen Dahl

 

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

 

Fik du læst:

 

DF: Vi fik sat markante fingeraftryk i pensionsaftale

 

Regeringen har stadig ingen plan om et center til de kriminelle udlændinge

 

Peter Kofod: Her er den eneste plan, der kan stoppe migranterne

 

Rul til toppen