fbpx

En rød tråd i dansk politik

Pia Kjærsgaards ugebrev

– mandag den 16. maj 2011

En rød tråd i dansk politik

Allerede da Dansk Folkeparti blev stiftet i oktober 1995, var det vores altoverskyggende målsætning at komme til at udøve politisk indflydelse til gavn for danskerne. Efter ti år som parlamentarisk grundlag for VK- regeringen, er jeg sikker på, at de fleste vil skrive under på, at vi har levet op til vores løfter.

Tilbagetrækningsaftalen, som blev indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre i fredags er ingen undtagelse fra denne regel, ”den røde tråd” i Dansk Folkepartis politik. Modstanderne udtaler hånligt, at vi ikke har opnået andet end opstilling af toldere ved grænsen, og at vi har brudt vore løfter på velfærdsområdet.

Tjah, se på de hysteriske reaktioner i Europa. Kast et blik på de mange EU-lande, som nu er parate til at kopiere de danske tiltag for at sikre deres grænser – tiltag, som i øvrigt ikke strider mod Schengen-aftalen.

Men måske er det på sin plads med et lille lynkursus i, hvordan dansk politik fungerer. Mens Socialdemokratiets forhandlere brugte en time ved forhandlingsbordet, blev vi siddende til den bitre ende. Fordi vi ønskede et resultat – og fordi vi ønskede at videreføre efterlønnen.

Faktum er, at efterlønnen er bevaret. Velfærdsaftalen fra 2006, som Socialdemokratiet også var en del af, fremrykkes, således at efterlønsalderen hæves med et halvt år om året fra 2014 til 2017. Folkepensionsalderen hæves med et halvt år om året fra 2019-2022. Derudover forkortes efterlønsperioden fra fem til tre år fra 2018 til 2023. Efterlønsalderen hæves med et halvt år om året i 2018 og 2019 og igen i 2022 og 2023. Efterlønsalderen vil dermed være 64 år i 2023, og efterlønsperioden vil være på tre år. For de danskere, der ved udgangen af 2010 var 57 år eller ældre, sker der overhovedet ingen ændringer.

Mange har været bekymrede ved udsigten til en afskaffelse af efterlønsalderen eller en senere efterlønsalder, fordi det angiveligt ville ramme de nedslidte. Men de nedslidte har jo kun haft ret til efterløn i det omfang, de havde indbetalt til efterlønnen. Det er der erfaringsmæssigt mange ufaglærte, der ikke har.

Med den nye aftale om en tilbagetrækningsreform får nedslidte mulighed for at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet fem år før folkepensionsalderen – uanset om man har tilvalgt efterlønsordningen eller ej. Der indføres nemlig en særlig seniorførtidspension.

Seniorførtidspensionen betyder, at man kan trække sig tilbage uden arbejdsprøvning og andet administrativt bøvl – og sagsbehandlingen må maksimalt tage seks måneder, og det i øvrigt til en højere ydelse end den man kender fra efterlønsordningen. Det eneste krav er, at ens arbejdsevne er væsentligt og varigt nedsat.

At vi sikrede de nedslidte var årsagen til, at Dansk Folkeparti overhovedet kunne medvirke.

Løftebrud? Det er naturligvis det rene vrøvl. Vi har sagt, at efterlønnen ikke skulle afskaffes, men vi har ikke afvist justeringer – og vi gennemfører intet på denne side, at et folketingsvalg.

Vi går nu til valg på det klarest mulige grundlag. Befolkningen ved, hvad de kan regne med efter et valg, hvis ikke Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten får flertal alene. Løftebrud er noget helt andet – det begås, når man inden et valg lover &eacutet, mens man efter valget uden at spørge vælgerne til råds gør noget helt andet – sådan som den daværende SR-regering i 1998.

I det hele taget har Socialdemokratiets og Socialistisk Folkepartis strategi gennem de seneste uger været helt uforståelig og udtryk for et ufatteligt hykleri. Socialdemokratiet valgte at sige nej til indflydelse og placerede sig på sidelinjen.

Såfremt S og SF skal danne regering efter et kommende valg vil de komme til at acceptere den tilbagetrækningsaftale, der af de radikale selv bliver betragtet som en af de største sejre i partiets nyere historie. Og de er ligeglade med et økonomisk flertal imod sig, bare de kan sætte sig på bagsædet af en ministerbil.

I Dansk Folkeparti betragter vi stadig tilbagetrækningsaftalen som et nødvendigt onde. Vi befinder os i en økonomisk krise, og befolkningens alder er stigende. På den baggrund havde det været uansvarligt at sidde med hænderne i skødet – som Socialdemokratiet har gjort.

Og hvad med de øvrige punkter i S-SFs ”Fair løsning” – eller den 2020-plan, som de to partier nu har fremlagt? Gad vide, hvor meget de gode venner i LO- ledelse er villige til at lægge ryg til, når det viser sig, at en eventuelt ny S-SF-R-regering holder fast i tilbagetrækningsaftalen? 12 minutter mere? Glem det! Den plan er død og begravet for længst.

Socialdemokratiets formand, Helle Thorning-Schmidt og SFs formand, Villy Søvndal kommer til at lede længe efter ordene, når de skal forklare, hvilke punkter i aftalen, de har sat deres fingeraftryk på. De havde håbet på en gratis tur på bagperronen, men endte med at falde helt af toget, da deres måske kommende regeringspartner valgte at blive siddende ved forhandlingsbordet.

I Dansk Folkeparti har vi ingen forklaringsproblemer. Det er derimod vores klare opfattelse, at et flertal af danskerne har indset, at ændringerne var nødvendige. Endnu en gang har vi derfor været med til at sikre fremtidens velfærd ved rettidig omhu. Hvad har Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti bidraget med? Intet!

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Rul til toppen