Endelig kom Socialdemokraternes Arne-udspil. Mange sidder skuffede tilbage!

Endelig – efter halvandet års ventetid – fik vi forleden Mette Frederiksens bud på den socialdemokratiske regerings model for, hvordan Arne og andre nedslidte kan få mulighed for at trække sig tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Efter halvandet års ventetid kan vi nu alle sammen langt om længe forholde os til noget konkret i stedet for ukonkrete løfter.

 

Og lad det være sagt med det samme: I DF har vi længe talt for, at mennesker, som har været meget længe på arbejdsmarkedet og haft nogle af de hårdeste og mest nedslidende jobs, bør have mulighed for at trække sig fra arbejdsmarkedet nogle år tidligere end os andre. Det er sund fornuft. Det svære er at lave en model for det, som er rimelig og fair for alle – også dem, der ikke får ordningen.

 

DF var med til at lave ordningen med seniorpension tilbage i foråret 2019. For nedslidte skal have ordentlige muligheder for at trække sig fra arbejdslivet på en ordentlig og værdig måde. Men vi er også parate til at gå et skridt videre og indføre en tidlig ret til pension for dem i de hårdeste jobs – hvis vi kan finde en ordentlig model for det.

 

Men det kræver selvfølgelig, at vi både kan blive enige om den rigtige model og bagefter finde pengene til det. Og lad det være sagt med det samme. Regeringens udspil skuffer. Det lever ikke op til de forventninger, Socialdemokratiet har skabt. Præcis som vi frygtede, har de vundet valget på et løfte, som de kun delvist indfrier med deres forslag.

 

Så der er mange danskere, der sidder skuffede tilbage efter at have opdaget, at de ikke er inkluderet i regeringens udspil. Mange sygeplejersker, SOSU’er, politibetjente, fængselsbetjente og andre faggrupper, som nu føler sig svigtet af Mette Frederiksens regering.

 

Jeg synes også, man må stille spørgsmålstegn ved størrelsen af ydelsen på 13.550 kr., som Socialdemokratiet har foreslået. Da vi indførte seniorpensionen, besluttede vi, at ydelsen skulle være ca. 19.000 kr. (som enlig) om måneden – endda op til 6 år før pensionsalderen.

 

Og så er der hele spørgsmålet om finansieringen. Flere eksperter peger på, at helt almindelige danskere kommer til at betale en stor del af regningen for regeringens pensionsudspil. Så samtidig med, at den socialdemokratiske regering er klar til at sende flere milliarder af danskernes penge videre til EU hvert år (ekstra 4,5 mia. kr.) og giver indvandrere flere penge mellem hænderne – senest med finansloven for i år – kan de kun finde pengene til tidlig pension ved at sende en ekstra regning ud til danskerne. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.

 

Hvorfor ikke i stedet se på udlændingeområdet, hvor udgifterne til ikke-vestlige indvandrere og efterkommere udgør mere end 30 milliarder kr. om året? Hvorfor ikke finde en stor del af pengene dér til at betale for tidligere tilbagetrækning? Det vil vi i forhandlingerne foreslå!

 

Jeg ser frem til de kommende ugers forhandlinger. Der er meget arbejde, der skal gøres. Mange mangler i regeringens model, der skal udbedres. Men i DF går vi konstruktivt til værks og håber, at vi ender med en god aftale til gavn for de danskere, som har behov for at gå fra nogle år tidligere. De, der har slidt og slæbt, fortjener, at vi hele tiden sikrer, at det er dem, det handler om. Lige nu sidder mange af dem skuffede tilbage efter Socialdemokratiets udspil er lagt frem. De må ikke sidde skuffede tilbage, når forhandlingerne er afsluttet!

 

Med venlig hilsen

 

Kristian Thulesen Dahl

 

Fik du læst:

 

Kristian Thulesen Dahl: Stram udlændingepolitik skal være prioritet nr. ét for en ny borgerlig regering
https://ditoverblik.dk/kristian-thulesen-dahl-stram-udlaendingepolitik-skal-vaere-prioritet-nr-et-for-en-ny-borgerlig-regering/

 

Flertal i Folketingets præsidium har besluttet, at LGBT-flaget skal hejses foran Christiansborg på lørdag. Men Folketinget skal ikke flage for eller imod bestemte holdninger, mener DF
https://ditoverblik.dk/df-regnbueflaget-skal-ikke-vaje-over-christiansborg/

 

83 kriminelle har fået nej til statsborgerskab. Pia Kjærsgaard: Nu skal de sendes hjem
https://ditoverblik.dk/83-kriminelle-har-faaet-nej-til-statsborgerskab-pia-k-nu-skal-de-sendes-hjem/

 

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:
https://sensetest.us18.list-manage.com/subscribe/post?u=ab3bf89b39687876b440fb7fa&id=a77b433213

 

Scroll to top