Er du tilhænger af fred…?””

Pia Kjærsgaards ugebrev

Jeg kan ikke sige, om spørgsmålet, der i disse dage i forbindelse med Saddam Hussein-konflikten stilles af opinionsinstitutter, er præcis sådan formuleret.

Men det er noget, der ligner.

Det er egentlig let at forholde sig til, og normale mennesker vil uden at tøve svare: Ja, jeg er tilhænger af fred. For det underliggende alternativ er jo, at man er tilhænger af krig. Og hvem kan være tilhænger af krig? Formodentlig kun nogle ganske få mennesker – og med garanti nogle, der aldrig har oplevet at være i krig.

Men opinions-spørgsmålet bør jo i sandhedens interesse også formuleres på en helt anden måde:

Er du tilhænger af en fred, som indebærer, at du og din familie og folk ikke kan leve og færdes i tryghed – en fred, hvor du og dine fremover må leve med terrortruslen, med had og besværgelser fra en gal diktator?

For når man taler om fred, er det jo nemlig altid et spørgsmål om, hvordan freden er.
Hvilken fred er det, man lever under?

Da i hundredetusindvis af danskere jublende løb ud på gaderne om aftenen den 4. maj 1945, var det ikke – selvom nogle tror det – freden, man jublede over, men friheden.

For i Danmark havde der såmænd været fred også de foregående fem år. Men den fred, vi havde, var garneret med ufrihed og med terroren som daglig følgesvend. For freden var styret af en gal diktator.

Besættelsesårene var således for det danske folks vedkommende fem års fred. Men det var en fem-års fred, som vi ikke kunne leve med. Derfor var der behjertede danskere, der ville slås med tyskerne. Og gjorde det.

Derfor sendte vi danskere i alle de fem freds-år hjertevarme taksigelser til de britiske, amerikanske, australske, polske og andre allierede soldater, der kæmpede så det var en lyst. For den gale diktator skulle fældes. De besatte lande i Europa skulle med alle tilrådighed stående midler befries for den bestialske fred, den tyske diktator havde indført.

Den norske digter, Nordal Grieg – det var ham, der tidligere havde skrevet pacifist-sange – havde da Norge var blevet besat trukket i den britiske krigsuniform, idet han nu forstod, at den fred, han havde sunget om, ikke var noget værd, med mindre den ledsagedes af frihed. Han døde i sit brændende RAF-fly under et bombetogt over Berlin.

Ironisk nok talte den tyske diktator altid om fred – og benævnte fast Winston Churchill som The Warmonger – krigsmageren, for Churchill ville jo have krig…

Der er gået et par menneskealdre siden, men der er intet nyt under solen.

Og det dilemma, som vore forældre og bedsteforældre stod midt i dengang er præcis det samme, vi – måske allerede i denne uge – skal tage stilling til:

Vil vi bøje os for diktatoren – og have fred?

Vil vi – for fredens skyld – acceptere at bo i den verden af utryghed, som Saddam Hussein og hans forbundsfæller i Taleban, Al Quida, Hamas og Hizbolla har beredt os?

Er fred egentlig altid den ultimative lykke?

Eller for nu at spørge lidt dumt: Er du tilhænger af fred…?

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top