fbpx

Èt nej 1. juni er godt for Danmark og Dansk Folkeparti

Den 1. juni skal danskerne som bekendt til stemmeurnerne og beslutte, hvorvidt de ønsker at bevare eller afskaffe forsvarsforbeholdet. Men når man læser EU-partiernes tekst på stemmesedlen, kan man imidlertid komme noget i tvivl om, hvad det egentlig er, vi stemmer om. Stemmesedlen nævner således hverken EU eller forbeholdet. I stedet kaldes det ”europæiske samarbejde om sikkerhed forsvar”. Det er det rene bedrag! Og formuleringen viser, hvor ængstelige de EU-positive partier er for udfaldet. Derfor indbragte jeg i den forgangne uge regeringen for Ombudsmanden for at vildlede befolkningen.

I dagens udgave af Jyllands-Posten kan man så læse, at statsminister Mette Frederiksen var personligt orienteret om stemmesedlen trods sit forsøg på at skubbe Udenrigsminister Jeppe Kofoed foran sig. På pressemødet, hvor afstemningen blev lancere blev ordet ”forbehold” nævnt hele 27 gange af journalister og partiledere, mens EU blev nævnt 54 gange. Ordet “Europæiske” blev kun nævnt 4 gange. Ordet ”afskaffe” optræder også 10 gange i lovteksten.

Det virker derfor som en ren tilståelsessag. Danskerne skal med stemmesedlen helst ikke mindes om, at afstemningen handler om ”forbehold” og ”EU”. Hvor må det dog være anstrengende ikke at have modet til at møde danskerne med åben pande. At stå ved, at afstemningen jo grundlæggende handler om, hvorvidt man ønsker mere eller mindre EU.

I Dansk Folkeparti har vi ikke den slags problemer. Her melder vi klart ud. At sige tingene som de er og i et sprog, så alle kan forstå det. Det er nu engang det, politikere er sat i verden for. Og vores position er klar: Vi ønsker selvfølgelig ikke mere EU. Og vi ønsker ikke, at dansk forsvarspolitik fremover vil være permanent forankret i EU. Siden anden verdenskrig har NATO været garanten for vores frihed og selvstændighed. Danmarks sikkerhed er således bedst varetaget i NATO – i dag som i morgen. Derfor har vi ikke brug for at så tvivl om, hvorvidt et fælles EU-forsvar skal udvides til at være andet end supplement til NATO. Tiden er ikke inde til flere gakkede EU-eksperimenter!

Jeg ser derfor også meget frem til at komme rundt i landet i løbet af de kommende måneder for at diskutere, hvorfor afstemningen 1. juni er så vigtig. I øjeblikket er vi ved at planlægge vores rundtur, og så snart den ligger fast, vil det blive meldt ud, så jeg forhåbentlig kan få mulighed for at hilse på mange af jer undervejs. I Dansk Folkeparti er vi fulde af kampgejst! Og jeg tror ikke, jeg fornærmer nogen ved at sige, at var det ikke for Dansk Folkeparti, så havde de EU-positive partier fået alt for let spil. Men vi har brug for alle i kampen for et ”Nej”. Så opfordringen herfra skal lyde, at alle gode DF’ere går sammen og deltager i lokale debatter, skriver debatindlæg eller andet. Meningsmålingerne bevæger sig i vores retning – måske skal der kun et lille skub til at få de afgørende tvivlere over på vores side. Skub på, hvor du kan!

Med venlig hilsen

Morten Messerschmidt

Rul til toppen