fbpx

Et vendepunkt i Danmarkshistorien

Pia Kjærsgaards ugebrev – mandag 21. januar 2002

Et vendepunkt i Danmarkshistorien

Så kom regeringens udlændingeudspil. Det havde vi ventet på. Det er et udspil og derfor ikke præcist og detaljeret, men som udgangspunkt hilser vi det velkomment. Dansk Folkeparti er positive. For der ser nu ud til for første gang at komme en afgørende og markant ændring af dansk udlændingepolitik.

For det er vigtigt. Siden den nuværende lov blev kuppet igennem i 1983, har udlændingepolitik været en hellig sag på Christiansborg, som det var forbudt at røre ved eller diskutere. Der er sket enkelte stramninger, når konsekvenserne blev for åbenlyse, men ellers er der ikke rokket principielt ved grundlaget.

Nu er borgfreden brudt. Tilsyneladende, i hvert fald, for meget afhænger af, hvordan udspillet får hænder og fødder på. Det bliver det afgørende. På forhånd er Dansk Folkeparti noget skeptiske overfor Venstres og konservatives villighed til virkelig at gøre noget. Tænk på hvor alene vi har stået med vores politik i mange år, mens V og K fulgte trop efter den radikal-socialdemokratiske regering. Kan Venstre virkelig komme så meget til fornuft? Kan Bertel Haarder? Haarders arbejde med menneskerettigheder i Europaparlamentet er gået i stik modsat retning af det, han nu som minister skal udmønte i praksis.

De uklare punkter er bl.a., hvordan konventionerne fortolkes, om der sættes et effektivt stop for de facto-flygtninge, om afskaffelsen af ægtefællesammenføring kommer til at virke effektivt og om kravene til selvforsørgelse før familiesammenføring ikke udhules.

Hvis den lovgivning, som inden Folketingets sommerferie skal vedtages, begrænser tilgangen til Danmark markant, støtter Dansk Folkeparti det helhjertet. Men meget afhænger af, hvordan ministeren og embedsmændene håndterer sagen.

Dansk Folkeparti støtter kursskiftet i dansk udlændingepolitik. Men det skal virke.

For på det principielle plan er der en række svagheder ved regeringens udspil, der ikke bryder afgørende med nyskabelsen fra 1983, som gav fremmede en lang række rettigheder i forhold til det danske samfund. Ligesom med tildeling af statsborgerskab, som ifølge Grundloven kun kan ske ved lov og ved at Folketinget i princippet vurderer hvert enkelt tilfælde, bør opholdstilladelse og familiesammenføring også tildeles ved vurdering i hver konkret situation.

Retskravet på familiesammenføring skal simpelthen ophæves og ikke hæves til en tilfældig aldersgrænse. For selve princippet om en ret på dette område, hvor verden er i voldsom bevægelse, et forkert.

Vurderingsprincippet sikrer, at familiesammenføringerne kommer til at forløbe i overensstemmelse med Folketingets hensigter. I de fleste konkrete situationer er der ingen tvivl om, hvem der skal familiesammenføres, og hvem der ikke skal. Men den hensigt kan ikke formuleres som rettigheder, uden at det får absurde konsekvenser.

Desuden er der den forskel på skøn og rettigheder, at de sidste langt lettere kan misbruges og omgås i en verden, hvor ikke alle er opdraget i en retsstat. Hvordan sikrer vi, at der ikke produceres fødselsattester med valgfrit fødselsår ude i den store verden? Kloge af skade skal vi i Danmark ikke lade alt for mange kattelemme være åbne i den ladeport, som i 1983 blev åbnet på vidt gab.

Endelig er der tildeling af statsborgerskab. Det virker som vanvid, at regeringen ikke agter at stramme op på reglerne for kriterierne for at blive dansk statsborger omgående. Der planlægges fortsat en tildeling af dansk indfødsret til 20000 flere fremmede inden sommerferien.

Indvandrere kan stadig begå grove forbrydelser med op til to års fængsel og alligevel sikres varigt ophold i Danmark. Massevoldtægt ingen hindring!, kan menneskesmuglerne fortsat annoncere med i Mellemøsten. Dommene fra massevoldtægterne ligger under to år. Her burde regeringen sende langt kraftigere signaler ud i verden. For signalerne har en lige så vigtig effekt på fremtidige flygtningestrømme som teknisk paragrafrytteri i forvaltningen.

Når vi står ved et kursskifte i dansk udlændingepolitik, kan det endelig også være værd at gøre opmærksom på, hvad vi er på vej væk fra. Udlændingeloven af 1983 er en arv fra det alternative flertal i Folketinget, som i 1980erne skandaliserede Danmark internationalt, og som desværre fik Venstres og Konservatives tilslutning. Den gav for første gang i dansk lovgivning udlændinge de mange rettigheder, som siden da har voldt så meget skade. At liberalisere udlændingelovgivningen mens millioner stod på spring mod Europa var som at lege med tændstikker i et krudtkammer. Forhåbentligt er den tid forbi.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Rul til toppen