EU-konventet bør garantere danske forbehold

Pia Kjærsgaards ugebrev – mandag den 18. marts 2002

EU-konventet bør garantere danske forbehold

I EU begynder alting med fine ord. Fine ord om fællesskab, enhed og union. Først får vi at vide, at ordene ikke betyder noget. Det er bare noget, de andre lande gerne vil have. Efter nogle år viser det sig så, at ordene alligevel forpligter.

Mønsteret har gentaget sig i dansk Europa-debat siden 1972. I begyndelsen var det kun et markedsmæssigt samarbejde om flæskepriser, fik vi at vide. Siden skiftede EF navn til EU og blev en union, og så blev det sagt, at det heller ikke betød noget særligt. Det blev sammenlignet med Dansk Boldspil Union, som de færreste forbinder med noget slemt. Union behøver ikke at betyde noget særligt.

Nu står vi så i år 2002 overfor, at EU skal have en grundlov. En grundlov, en forfatning, en konstitution. Jamen, det er da kun stater, der konstituerer sig med en forfatning. Stater hvor befolkningen er underlagt én fælles autoritet. Men så får vi igen at vide, at en grundlov for EU ikke betyder andet, end at der er spilleregler mellem landene. Og det kan ingen da have noget imod. Vel!

Hidtil har EU bygget på traktater mellem landene. Nu skal EU bygge på en fælles grundlov. Før var EU flere stater, men med en grundlov bliver EU ét og én. Forskellen er stor, men røgslørene er allerede lagt ud.

Dansk Folkepartis holdning har hele tiden været klokkeklar. Vi går gerne ind for al slags samarbejde i Europa og resten af verden. Danmark et et land, der med sin handel og økonomi i forvejen er mere deltager på verdensmarkedet end de fleste andre lande. Det er samarbejde. Det er handel. Det er det som gør Danmark velstående.

Men Dansk Folkeparti er imod alle beskæringer af den danske stats suverænitet. Hver millimeter skal forsvares! Politisk skal Danmark være et selvstændigt land. Vi skal være et land, hvor det danske demokrati bestemmer, hvad der skal gælde af lov og ret i Danmark. Tilpasning og harmonisering kan i praktiske forhold være udmærket, når bare princippet holdes fast: at suveræniteten i sidste ende stadigvæk er i Danmark.

Nu siger mange, at en kompetencefordeling mellem EU og nationalstaterne, som en grundlov skulle fastlægge, vil kunne garantere nationalstaternes selvstændighed. På papiret kunne det måske se rigtigt ud. Men når vi så ser på, hvilke kompetencer danske EU-tilhængere vil afgive til EU, er det lige netop alt det, som kendetegner et selvstændigt land: retspolitik, udenrigspolitik, forsvar, statsborgerskab og mønten.

Findes der efterhånden nogen politik, hvor vi med sikkerhed kan sige, at her kan det danske demokrati virke suverænt? EU blander sig i alt. Hvis en politik virker diskriminerende, som enhver politik der refererer til noget nationalt eller religiøst gør, strider det imod EU-charteret. Folkekirken kunne komme i farezonen.

Samtidig fejres EU-konventet som et nyt skridt i EU´s udvikling. Man fornemmer at konklusionen er skrevet før konventets start: mere integration i Europa. Frankrigs formand for konventet, Valery Giscard-d´Estaing, begyndte da også i sin tale til åbningen af konventet med at sammenligne med grundlæggelsen af Amerikas forenede Stater for over 200 år siden. Så kan ingen mere være i tvivl om, at EU står overfor noget, der skal sammentømre staterne i Europa langt mere end tidligere. EU skal være Europas USA.

I debatten om EU´s grundlov har der været mange forsøg på at placere EU-skeptikere som fastlåste og visionsløse modstandere af EU. Men kunne tilhængerne af en EU-grundlov så ikke prøve at komme med deres grænse for, hvad de mener EU ikke skal blande sig i. EU blander sig allerede i uddannelser og kulturpolitik. Skal EU rulles tilbage her fra? Hvad skal der blive tilbage til det danske folkestyre? Det er svært at få øje på nogen betydelig rest.

Dansk Folkeparti adskiller sig fra Venstre og Konservative ved at se med skepsis på EU. Det forbliver komplet uforståeligt for os, hvordan Venstre og Konservative kan tale om EU som et samarbejde mellem nationalstater, når de samtidig vil ophæve de forbehold, som sikrer dansk selvstændighed. Hvor meget er der tilbage af et land, der har afskrevet sin mønt, sin udenrigspolitik, sin retspolitik og sit statsborgerskab?

Hvis EU skal være et samarbejde mellem nationer eller nationalstater, burde nationernes ret til selvstændighed sikres. Det kunne f.eks. gøres ved at sikre de danske forbehold i en EU-grundlov. Det ville være en skøn dag, når vi ikke længere skal omtale dansk suverænitet på disse kerneområder som et ”forbehold”, men som en selvfølgelig forudsætning for et selvstændigt land.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top