Fagbevægelsen klogere end socialdemokratiet!

Kristian Thulesen Dahls ugebrev – mandag den 25. marts 2002

Fagbevægelsen klogere end socialdemokratiet!

At der skal demonstreres mod en borgerlig regering, er vel næsten en naturlov i Danmark. Men demonstrationerne i sidste uge kunne knap samle mere end et broget sammenrend af de sædvanlige aktivister. Det var mest som om de røde faner lige skulle rystes. For et syns skyld. For ikke helt at glemme historien.

Fuld respekt for det. For bag facaden er fagbevægelsen i gang med at skrive et lille nyt afsnit i den nyere danmarkshistorie. Hidtil har Socialdemokratiet og fagbevægelsen stået last og brast. Men i den sidste tid er der sket noget nyt. Der har nemlig været flere kontakter mellem Dansk Folkeparti og LO. Dansk Folkeparti er på vej til for alvor at komme på talefod med dansk fagbevægelse.

Bør det undre?

Socialdemokratiet er et parti, der domineres af universitetsuddannede økonomer og politologer. Med undtagelse af Anker Jørgensen har alle partiets ledende folk i fyrre år været akademikere. Det bliver mere og mere hult, når de skal referere til barndommens land og deres fars arbejderhjem for at få det til at smage af erfaring med det arbejdende folk.

Noget lignende er det med fagbevægelsens top. Denne har også vist sig at være langt fra det arbejdende folks tanker og ønsker. Men under fagbevægelsens top – ude i de lokale samfund – er fagbevægelsen stadig tæt på, hvad der rører sig blandt almindelige mennesker. Det er deres medlemmer, som har problemer på arbejdsmarkedet, og som er brugere af det sociale system. Derfor har fagbevægelsen ikke råd til at sidde med korslagte arme og kaste al skyld her i verden over på VOK-flertallet. Fagbevægelsen vil have indflydelse til gavn for deres medlemmer. Derfor søger de at knytte kontakter bredt i det politiske spektrum. De ved godt, at mange af deres medlemmer på valgdagen sætter kryds ved Dansk Folkeparti. De forstår godt – inderst inde –, at deres medlemmer lettere kan identificere sig med hele Danmarks hjemmehjælper Pia Kjærsgaard, der siger sin mening lige ud, fremfor med en Poul Nyrup Rasmussen, Mogens Lykketoft eller Svend Auken, der aldrig for alvor har identificeret sig med det arbejdende folk.

Og så tror jeg også selv, at der er meget ærgrelse i fagbevægelsen over, at de standpunkter som Dansk Folkeparti har stået for f.eks. med hensyn til indvandring, af den tidligere statsminister skulle stemples som ikke stuerene. Forstår fagbevægelsens medlemmer så godt som Nyrup, Auken og Lykketoft, at indvandrere SKAL have en bolig indenfor tre måneder, når alle andre kan være skrevet op i årevis?. Forstår fagbevægelsens medlemmer, at Danmark skal ændre sin befolkningssammensætning på få årtier – og bl.a. få masser af billig arbejdskraft ind i landet? Nej vel!

Fagbevægelsen er også klar over, at samfundet forandrer sig. Fagbevægelsens magt ligger ikke længere i at kunne true med generalstrejke. Det vil medlemmerne simpelthen ikke. Den tid er slut. Den form for klassekamp er forbi. I dag består kampen meget mere i at skabe konkrete forbedringer i hverdagen i respekt for den enkeltes valg. Det er derfor, at fagbevægelsen ikke har råd til at lægge sig i hængekøjen og vente på andre tider. Den søger indflydelse, og det får den gennem Dansk Folkeparti.

Scroll to top