Fagforeninger: ja tak. Pamperi: nej tak.

Pia Kjærsgaards ugebrev – mandag 6. maj 2002

Fagforeninger: ja tak. Pamperi: nej tak.

I et moderne samfund med et omskifteligt arbejdsmarked er det naturligt, at lønmodtagere slutter sig sammen i interesseorganisationer for at forsvare deres interesser. Fagforeninger hører til som en lige så naturlig del i et samfund som branche- og erhvervsorganisationer.

Fagforeninger er udtryk for borgernes grundlovssikrede ret til at ”danne foreninger i ethvert lovligt øjemed”, som der står i grundloven. HK, SiD, Dansk Metal, Danmarks Lærerforening, den kristelige fagforening er alle på forskellig måde dannet for at varetage borgernes interesser.

Dansk Folkeparti ser fagforeninger som en naturlig medspiller i et moderne samfund. Men for alle foreninger såvel som virksomheder, folkelige bevægelser, partier osv. gælder det om ikke at stivne i toppen. Organisationerne kan let blive så statiske, så velkonsoliderede, så hierarkiske, at det oprindelige formål fortrænges og glemmes. Derfor florerer skandalerne så ofte.

Som det påvises i en ny bog af HK´s tidligere informationschef Michael Valentin, blokerer fagforeningernes egne ansatte for, at den valgte ledelse kan få direkte kontakt og relation til foreningens egne medlemmer. Så indtræder forsteningen. Så opfatter medlemmerne ikke mere foreningen som deres beskytter og repræsentant.

Michael Valentin er inspireret af egne erfaringer fra et stort fagforbund, men han kunne have skrevet af efter Dansk Folkepartis arbejdsprogram: ”Den centralisering af magten, der er sket i hovedorganisationerne … har bevirket, at afstanden mellem fagbevægelsens ledere og den enkelte lønmodtagers interesser er næsten uoverstigelig.”

Især forhindrer den stærke tilknytning mellem fagforeningerne og Socialdemokratiet en fornyelse. For pamperne i toppen tror begge steder, at ledelsen har ret og medlemmerne i stedet skal ”informeres” om deres sande interesser. Med den indstilling graver Socialdemokratiet ikke bare sin egen, men også fagforeningernes grav. Det sidste ville være en skam. Der er brug for effektive medier for lønmodtager- og borgerinteresser ved siden af og uafhængigt af de politiske partier.

Hvordan fagforeningerne tilpasser sig danskernes krav til en interesseorganisation, er ikke min sag, men vi kan fra ændringerne i det partipolitiske mønster se, at tiden langsomt går væk fra den tunge socialdemokratiske model bygget på forældede floskler og fjendebilleder. Borgerne vil have mere direkte svar på direkte trusler og udfordringer.

Jeg håber, at fagforeningerne kan levere varen, for de udgør en naturlig beskyttelse for den enkelte på et mere barskt og individualiseret arbejdsmarked. At mennesker finder sammen for at solidarisere sig med hinanden, hvad enten det sker som fagforeninger, a-kasser, forsikringsselskaber eller som folk og nationer, giver tryghed for den enkelte.

Sålænge sygdom og arbejdsløshed er hver mands herre, vil der altid være behov for at sikre sig selv og sin familie mod de usikkerheder, som vi alle kan blive ufrivillige ofre for. På den måde indgår partier og interesseorganisationer i et naturligt samspil for at gøre livet bedst muligt for danskerne i dag og i morgen.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top