fbpx

Fremmedkrigere, løftebrud og minkkommission. En dårlig uge for regeringen

Den første tirsdag i oktober er dagen, hvor Folketinget officielt åbnes. Som bestemt i Grundloven. Statsministerens åbningstale overværes af medlemmer af Kongehuset. Det er en særlig dag uanset, hvor mange gange man har oplevet det.

Om torsdagen følger så den traditionelle Åbningsdebat, som ofte varer til langt ud på aftenen. Således også denne gang, hvor den sluttede efter midnat.

Mandag aften landede tre IS-mødre og deres 14 børn på Flyvestation Karup. Hentet aktivt hertil fra en lejr i Syrien af Mette Frederiksens regering. Et enormt løftebrud og svigt begået af regeringen imod den danske befolkning. Denne tragiske udvikling forudså jeg i mit ugebrev for to uger siden, som kan genlæses her. Nu er det desværre en realitet…

Der er kommet flere fremmedkrigere til vores land. Flere muslimer, som er imod alt, hvad Danmark står for. Det er helt grotesk. Der er i forvejen alt for mange, primært muslimer, som lever i vores land, men som ikke vil Danmark. Som ikke bidrager. Som begår kriminalitet. Som er til fare for vores sikkerhed og tryghed.

De skal ikke være her i landet. De skal sendes hjem, hvor de kommer fra. Dansk Folkeparti har i samarbejde med vores gode ven Inger Støjberg netop fremsat et forslag til en udvandringslov. En plan for, hvordan vi sender alle de utilpassede indvandrere – de grupper som jeg netop har nævnt –  ud af vores land. En lovgivning, som vil forpligte Folketinget til at beskytte vores land mod den (primært) muslimske indvandrings skadelige konsekvenser. Alle kan se problemet. Vi vil gøre noget ved det. Nu får vi at se, om resten af Folketinget også vil. Lovforslaget kan læses her.

Jeg er i det hele taget dybt imponeret af Inger. Sent torsdag aften, efter at have siddet i Rigsretten hele dagen, indtog hun Folketingets talerstol og argumenterede for nødvendigheden af at vedtage og gennemføre vores udvandringslov. Det kalder på respekt.

Og sideløbende med Rigsretten er den såkaldte Granskningskommission, der skal afdække forløbet, der førte til den skandaløse og ulovlige beslutning om at lukke minkerhvervet ned og nedslagte alle mink i Danmark, gået i gang med sine første afhøringer. Senere på året skal statsminister Mette Frederiksen og andre centrale aktører fra regeringen afhøres.

Så det har ikke været en god uge for Mette Frederiksen og hendes regering. Minkskandale. Løftebrud om fremmedkrigere, som kommer til Danmark, selvom statsministeren højt og helligt har lovet danskerne, at det ikke ville ske.

Den socialdemokratiske regering er nu for første gang selvforskyldt i defensiven! Fordi den svigter, når det for alvor gælder.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Bliv gratis prøvemedlem af Dansk Folkeparti i resten af 2021

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

Fik du læst:

S-ordfører vil ikke garantere, at der ikke kommer flere IS-kvinder til Danmark

Landbrugsaftale: Blå aftryk sikrer tusindvis af job

Minkkommissionen: Regeringen orienteret om manglende lovhjemmel

Rul til toppen