Friheden truet af multikulturalismen

Pia Kjærsgaards ugebrev

”Lille spejl på væggen der, hvem er mægtigst i landet her?” Når jeg spørger mit spejl derhjemme, håber jeg at høre svarene: folketinget, grundloven, demokratiet, regeringen – og hvis DF også lige nævnes bliver jeg glad.

Men i den sidste tid er der kommet flere nye uhyggelige toner og svar. For det er som om, det ikke længere er de danske myndigheder, der bestemmer, hvem der har ret og uret her i landet.

Som nu i weekenden, hvor vi i Danmark fik en lektie i magtfordelingen i et multikulturelt samfund. Da en omvandrende prædikant ved navn Moses Hansen på fredelig vis ville benytte sin grundlovssikrede ret til at demonstrere og forkynde sin religion på Nørrebros gader i København, blev han straks udnævnt til provokatør, racist og uromager.

Socialistisk Folkeparti ville fratage Moses Hansen hans demonstrationsfrihed. Pist væk med grundloven! Den konservative retsordfører kaldte det ”absurd”, at politiet skal bruge 600 mand til at værne om grundloven. Jamen, hvis ikke demonstrations- og religionsfriheden tages alvorligt, hvem er så mægtigst i landet her?

12 præster på Nørrebro støttet af Københavns biskop opfatter Moses Hansen som en ”krigserklæring” mod den fred og fordragelighed, som de 100 forskellige nationaliteter på Nørrebro normalt udviser. Mangfoldigheden tåler altså ikke en vækkelsesprædikants kristne forkyndelse. Multikulturalismen er dermed ikke tolerance og frihed, men en anspændt magtbalance, hvor et ord kan forstyrre freden. Hvem er mægtigst i landet her? Jeg spørger.

Hvor var biskoppen og de 12 præster, da aviserne sidste år i august udførligt skrev om, at der foregik en religiøs mobning på Nørrebro? Børn blev truet og chikaneret, hvis de gik med kors om halsen. De blev kaldt danskersvin, svinekødsædere og hvide ludere. Og det var kun toppen af isbjerget, for som skolebestyrelsesformand Kåre Bluitgen fra Nørrebro udtalte: Det er mit klare indtryk, at det her er langt værre, end det ser ud til, fordi forældrene frygter, at det får konsekvenser for deres børn, hvis de reagerer på mobningen.

Udtalte nogle Nørrebroske præster sig dengang? Nej. Udtalte Københavns biskop nogen bekymring? Nej. Stod SF vagt om grundloven og dens beskyttelse af den personlige frihed? Nej. De afgav frivilligt magten til gadens parlament, og det vil sige dem, der kan true og kujonere andre til tavshed. Danskerne kan frit mobbes og chikaneres. For racisme-spøgelset forhindrer kritik.

For nylig cyklede jeg gennem indre København og da jeg holdt ved en lyskurv, henvendte en ældre mand sig til mig, pegede op på sin jødiske kalot og sagde: nu er det efterhånden livsfarligt at gå med sådan en. En hverdagshistorie fra København. Kors og jødestjerner kræver det civilcourage at bære i det multikulturelle København, mens palæstinenserflag frit kan svinges.

Imens står flokken af kujoner med Københavns biskop i spidsen og udnævner Moses Hansen til ballademageren. Nej, skandalen ligger hos alle dem, inklusive de københavnske præster, der i årevis har dukket nakken og ladet kristendommen forsvinde til fordel for et multikulturelt terrorregime.

For i multikulturalismen vil det i praksis altid være den stærkestes ret, der trives. Dem, der kan true, mobbe og kujonere de andre til at opgive deres religion.

Og lad mig understrege det så tydeligt som muligt: Dansk Folkeparti går mere end nogen andre partier ind for grundloven og herunder alles ret til demonstrations- og religionsfrihed. Alle har ret til at demonstrere fredeligt. Muslimer eller kristne spiller her ingen rolle. Jeg kender ikke Moses Hansens forkyndelse og ville næppe føle mig hjemme i hans kirkesamfund, men det er alt sammen ligegyldigt, når han er en fredelig mand, der ikke gør andet end at tale sit ord og bære sit kors. Han opfordrer ikke til stening af utro kvinder, som flere imamer gør. Han kaster ikke sten efter homoseksuelle, som muslimske drenge på Nørrebro gør. Alligevel skal Moses Hansen gøres til syndebukken.

Samtidig med Moses Hansens demonstration beretter aviserne om, at en ny yderligtgående islamisk bevægelse, al-Muhajiroun, nu vil knopskyde i Danmark ved officielt at åbne et kontor et sted i København. Bevægelsens målsætning er at omstyrte det danske folkestyre og erstatte det med en islamisk stat og islamisk lov, siger lederen åbenlyst. Og formålet med at lægge et hovedkvarter i København er at hverve og rekruttere. I forvejen støtter de al- Qaeda og Osama bin Laden, ligesom de deltog i flyvekurser i USA op til 11. september.

I Dansk Folkeparti har vi straks ønsket, at justitsministeren tager initiativ til at undersøge, om foreningen kan forbydes ved lov. Også her støtter vi os til grundloven, hvor foreninger, der søger at opnå deres formål ved vold, kan opløses ved lov.

Men som med sagen mod Hizb-ut-Tahrir er det som om myndighederne ikke vil se faren i øjnene. Som om det ikke betyder noget, at en forening opfordrer til at myrde jøder. Som om det bare er danskerne der skal lære tolerance.

Selvfølgelig kan den danske stat få voldelige og antidemokratiske bevægelser – uanset om de i øvrigt er kristne, muslimske, buddhistiske eller politiske – forbudt. Det skal vi. Det tilsiger først og fremmest respekten for vores egen kultur og civilisation. Hvis danskerne skal kunne se sig selv i spejlet, kræver det at være herre i eget hus.

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard

Scroll to top