fbpx

Fuskpulation



Pia Kjærsgaards ugebrev,

– mandag den 9. april 2007


Dokumentarfilm dokumenterer efterhånden ingenting, men manipulerer seerne, og spillefilm roder løgn og sandhed sammen i så stor en pærevælling, at filmskaberne har været nødt til at give makværkerne sit eget navn Mockumentary. Sandheden bliver helt sikkert det første og største offer i fuskeriets og manipulations grænseland: Fuskpulation…

Lad mig sige det med det samme: Det er mig inderligt imod overhovedet at give nye barnlige film gratis reklame ved overhovedet at beskæftige mig med dem! Men jeg er uden at være spurgt blevet aktør i filmen ”AFR – i sandhed en stor løgn”, der får danmarkspremiere i et par danske biografer om få dage. Filmen handler om et mord på statsminister Anders Fogh Rasmussen, der da heldigvis stadig er spillevende! Et mord, der begås af Anders Foghs mandlige elsker – i filmen er statsministeren nemlig bøsse.

Det er i sig selv langt, langt ude at lave en film om mordet på en siddende, levende statsminister! I mine øjne direkte smagløst og uanstændigt. Det her er jo en ikke en satiretegning af en gammel ørkenkriger med en bombe i hatten. Det er spinderier om mordet på en nulevende statsminister.

Og når andre ikke rigtigt vil sige det, vil jeg godt: Sådan noget juks burde slet ikke være lavet. Punktum.

Og dét tør jeg godt skrive, selv om jeg ikke har set filmen, kun traileren for filmen. Jeg har heller ikke tænkt mig at bruge tid på at se filmen. Siden den ved en filmfestival i Rotterdam i Holland for ikke så længe siden vandt en pris, har interessen for og opmærksomheden omkring filmen, især fra medier og filmfolk, været stor. Jeg er også blevet kontaktet gentagne gange om filmen, men har generelt valgt ikke at sige noget. Der bør være en nedre grænse – selv om jeg må tilstå, at denne nedre grænse i mine snart 25 år i Folketinget til stadighed er blevet rykket. Desværre nedad. Når jeg overhovedet beskæftiger mig med filmen, er det fordi jeg – ufrivilligt – optræder i den.

Filmen er fiktion, siger skaberne – alt imens de har rodet talrige dokumentariske klip med en stribe politikere, naturligvis også Anders Fogh Rasmussen selv, ind i den fiktive handling. Fremgangsmåden har været benyttet før. Blandt andet, og med stor debat til følge, af den amerikanske instruktør Oliver Stone, da han i 1991 satte fornyet fokus på mordet på præsident Kennedy i filmen ”JFK – Historien, der ikke ville dø”. Titelsammenfaldet med ”AFR – I sandhed en stor løgn” er da næppe heller tilfældigt, ligesom det grafiske univers i traileren lægger sig tæt op ad Stones 16 år gamle film.

Jeg er klippet ind i filmens fiktive univers, og siger – i filmens sammenhæng om Anders Fogh Rasmussen efter ”mordet” på ham: ”Han var et ordentligt menneske, et intellektuelt menneske. Han var endda – ja, han var jo bøsse. Det var jo kendt af enhver.”

Min udtalelse faldt i 2002 om den hollandske politiker Pim Fortuyn, efter at han var blevet brutalt myrdet af en galning. Han var professor, dybt intellektuel og boede som homoseksuel sammen med en anden mand. Min udtalelse om hans seksuelle observans, som ellers rager mig en fjer, var relevant, fordi også dét var en grund til, at blandt andre muslimske fanatikere i Holland var efter den brave politiker.

Jeg synes oprigtigt talt, at det er frastødende, at mine udtalelser om en hollandsk politiker, der måtte lade livet for det, han troede på, skal rodes ind i en dansk manuskriptforfatters hjernespinderier om et fiktivt mord begået af en fiktiv elsker på en absolut ikke fiktiv, levende og siddende statsminister, der fiktivt spindes ind i et liv som bøsse. Vorherrebevares.

De politiske mord, der er sket i bl.a. Holland og Sverige de seneste år, er tragiske! Og et tænkt mord på Anders Fogh er ikke god værkstedshumor!

Jeg er ganske på det rene med, at hverken jeg eller andre, der uden at ville det er blevet klippet ind i dette barnlige univers, sikkert ikke kan gøre noget som helst ved det. Og jeg skal gerne svinge mig op til at sige noget pænt om den kunstneriske frihed. Men det skal ikke afholde mig fra at have meninger, når nogle kunstnere mener, at afsavede hestehoveder, døde grise, guldfisk i en blender eller en myrdet statsminister er stor kunst eller underholdende satire. Nej, endnu engang: Vorherrebevares!

De har deres frihed til lave, hvad de vil. Jeg har heldigvis min frihed til at sige lige præcis, hvad jeg mener om det. Jeg har bemærket, at politiker-kolleger, der også er manipuleret ind i den nye film, trækker lidt på skuldrene og siger sådan ”nåh ja, men det er jo da lidt sjovt og spændende.” Det må de jo mene, siden de siger det. Eller også orker de bare ikke at lægge sig ud med et medie- og kunstnerparnas, som reagerer utåleligt ømskindet og fornærmet ikke bare hver gang, men hver eneste gang, man drister sig til at brokke sig over deres eskapader.

Da PR-manden Christopher Guldbrandsen lavede sin såkaldte dokumentarfilm om den danske indsats i Afghanistan, og fik massiv medieomtale både før, under og efter premieren, veg han jo ikke tilbage fra at bruge billeder, som skulle lede seernes opmærksomhed hen på én situation, men som i virkeligheden stammede fra en anden, og ganske harmløs, situation.

Og sådan er det blevet. Såkaldte dokumentarister tillader sig at voldføre publikum og vise billeder, der ikke dækker det, deres dokumentarfilm handler om. Men det betyder åbenbart ikke noget – målet helliger midlet.

Der påhviler folkene bag filmen et stort ansvar for det indtryk, filmen efterlader hos folk – både hos dem, der rent faktisk ser den, og alle dem, der ikke ser den, men blot følger debatten om filmen.

Og dét er netop kerneproblemet: Det sete bliver én stor pærevælling af folk, vi alle sammen kender, der i filmen siger noget om andre, vi alle sammen kender, men som i virkelighedens verden er sagt om helt andre mennesker i helt andre situationer. Når tiden så går, og vi får andre indtryk og budskaber, står noget tilbage i erindringen. Også selvom at det, der står tilbage, ikke har meget med sandheden at gøre.

God satire, også når den er grovkornet, er fantastisk og givtig. Fusk og manipulation, forklædt som satire eller dokumentar, er lige det modsatte. Det vil være befriende, hvis såkaldte dokumentarister og satirikere ville tage opgaven alvorligt og ansvaret på sig. Fuskpulation kan vi ikke bruge til noget som helst.

Det ville være meget nemmere for mig bare at tie stille og lade film være film – eller som mine kolleger på Christiansborg bare trække på skuldrene. Men nej, når løgn bliver sandhed og uret til ret – så bliver modstand og modsigelse en pligt!

Med venlig hilsen

Pia Kjærsgaard



Rul til toppen