Har medierne fået Trump på hjernen?

I går var der midtvejsvalg i USA. Det er rigtig mange danskere helt sikkert klar over! Med den seneste uges dækning af valget i de danske medier, ikke mindst nyhedsudsendelserne på TV, har det væltet ud over os med reportager, analyser og alenlange magasinprogrammer fra og om USA i anledning af valget.

Og bevares, det er da også vigtigt, hvordan flertallet er i Repræsentanternes Hus. Det har selvsagt stor betydning for Republikanernes muligheder. Men undskyld mig: Hvor er proportionerne?

Siden Donald Trump chokerede også de danske medier og eksperter ved at vinde præsidentvalget i 2016, har dækningen af USA været intensiv. Hvad har præsidenten tweetet siden i går? Hvad tænker hans tilhængere? Hans modstandere? Og den ene journalist efter den anden har været på rejse rundt i USA, hvorfra der rapporteres efter at have talt med amerikanerne. Der udlægges præcist, hvad der menes om dette eller hint. Og i forbindelse med midtvejsvalget har vi været med Trump på valgturne, ligesom vi tæt har fulgt en karavane af mennesker op gennem Mellemamerika og diskuteret, hvilken påvirkning dette har haft af valgkampen.

Det virker ærligt talt, som om medierne har fået Trump på hjernen. Der er Trump overalt. Dækningen optager medierne – specielt på tv-siden – så meget, at de må nedprioritere mange af de nyheder, som ellers betyder noget for danskernes hverdag.

Tag blot et eksempel i mandags. Vi indgik en aftale med regeringen om at afskaffe det årlige 2-procents sparekrav på erhvervsuddannelserne allerede fra næste år. En god nyhed for alle dem, som i årevis har talt for, at vi skal have flere til at vælge en erhvervsuddannelse. Som faktisk vil have en positiv betydning for nuværende og fremtidige lærere og elever på landets mange erhvervsskoler.

I aftenens nyhedsudsendelser blev sådan en aftale til 1,3 mia. kr. til en notits i strømmen af korte nyheder til sidst. Midtvejsvalget i USA derimod…? Et langt indslag på 3-4 minutter. Ligesom Trumps politik over for Iran også blev dækket i flere minutter.

Er det bare mig, der synes, der er noget galt med mediernes prioritering? Eller kan man ikke sige, at medierne har fået Trump på hjernen…?

 

Scroll to top