Hold på tegnebogen: Budget-gyseren i EU starter i dag

I dag er der topmøde i EU. Det handler om DINE penge. Så vogt dig – og hold på tegnebogen! For som altid vil EU nemlig bruge en krise til at gøre sig større og og mere magtfuld. Og netop nu har EU to kriser på én gang, der kan bruges. Brexit, der betyder, at Storbritannien melder sig ud af EU og Corona, der betyder, at Sydeuropa igen mangler penge.

 

EU-kommissionen har derfor foreslået, at EU gøres større og mere magtfuld. Og det koster penge. Det forslag, der ligger på bordet, kan således risikere at gøre Danmarks regning markant større. Nærmere bestemt 6,7 mia. kr. større. De seneste år har Danmark betalt 19-20 mia. kr., så dette er i særdeleshed en stigning, der kan mærkes. Og uanset om forhandlingerne skulle gøre regningen en smule mindre, vil det ikke kunne dække over et eklatant dansk nederlag.

 

Samtidig aner regeringen intet om, hvor pengene skal komme fra. I forvejen har sundhedskrisen betydet, at staten har gældsat sig yderligere for hundredevis af milliarder. Arbejdsløsheden er fordoblet fra ca. 100.000 til 200.000 personer. Regningerne for alle de løfter, regeringen afgav i valgkampen for godt et år siden, tordner sig op. Uvisheden er stor.

 

Midt i alt dette kommer EU så og kræver et markant større budget. At Danmark skal betale meget mere i kontingent. Ligesom EU ved siden af kræver, at Danmark skal hæfte for et stort milliard-beløb, som skal foræres til Sydeuropa. Et Sydeuropa hvor man beskatter sine folk mindre end i Danmark og hvor pensionsalderen er lavere. Så danskerne skal altså betale mere i skat – og arbejde længere – for at betale til lande, hvor man kræver mindre af sine borgere.

 

Det er simpelthen grotesk – og det er på tide at sige fra. Nok er nok! Mette Frederiksen har givet den som den sindige nordjyde, der forstår at sige fra overfor EU. Hun har allieret sig med en såkaldt “sparebande” og stillet danskerne i udsigt, at hun kan stoppe EU-kommissionen. Tiden er nu kommet til, at hun i handling skal vise, at hun også mener det. At det ikke kun har været taktik og strategi. Danmark kan faktisk blokere et fuldstændig tåbeligt EU-budget. Sige nej – sige fra. Men vil det ske? Jeg tror det ikke.

 

Måske vil S-regeringens spinmaskine forsøge at bortlede opmærksomheden fra den vildt-voksende regning ved at tale om den “rabat”, som Danmark vil fortsætte med at have. EU-kommissionen har endda som et lille plaster på det store sår foreslået, at rabatten på ca. 1 mia. kr. stiger til ca. 1,5 mia. kr. Men på bundlinjen – i forhold til den langt større regning, Danmark vil blive efterladt med de kommende 7 år – vil det ikke gøre nogen reel forskel.

 

Nogle har sagt, at dette topmøde er et af de mest afgørende i EU’s historie. Fordi topmødet indikerer, hvilken vej EU går efter Storbritannien har valgt at forlade EU. Og vælger EU at gå den forkerte vej – hvad alt lige nu tyder på – vil det givet få flere til at tvivle på, om Danmark hører til i det foretagende.

 

– Og så kan man måske sige, at der ikke er noget, der er så skidt, at det trods alt ikke er godt for noget….

 

Med venlig hilsen

 

Kristian Thulesen Dahl

 

Fik du læst:

 

Skjulte optagelser af plejesvigt ryster politikere: DF kræver serviceloven ændret
https://ditoverblik.dk/skjulte-optagelser-af-plejesvigt-ryster-politikere-df-kraever-lovaendring/

 

Pia Kjærsgaard: Regeringen har svigtet sit løfte til danskerne

https://ditoverblik.dk/pia-kjaersgaard-regeringen-har-svigtet-sit-loefte-til-danskerne/

 

Kristian Thulesen Dahl: Nye Borgerlige ønsker et helt andet Danmark end DF

https://ditoverblik.dk/kristian-thulesen-dahl-nye-borgerlige-oensker-et-helt-andet-danmark-end-df/

 

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

https://sensetest.us18.list-manage.com/subscribe/post?u=ab3bf89b39687876b440fb7fa&id=a77b433213

Rul til toppen