Hvad med to valg med ét “smæk”?

Hold da op – 2019 er allerede godt i gang på det politiske område! Det er tydeligt, at der er folketingsvalg i luften. Og det skal jo, som vi alle ved – afholdes senest i juni 2019.

Venstre vil bygge ni øer ved København, Socialdemokratiet reklamerer alle steder om venteværelser og sundhed. Alternativet siger, de ikke kan kende forskel på Mette Frederiksen og Lars Løkkes politik og De Radikale vil have vores EU-forbehold fjernet – gerne allerede i år!

Samtidig er store dele af menings-Danmark blevet kollektivt forargede over en video fra Udrejsecenter Sjælsmark, hvor en dreng ikke måtte få en kartoffel fra buffeten, fordi det var forbeholdt småbørnene. Videoen har floreret rundt og har skabt et billede af, at børnene på Sjælsmark går for lud og koldt vand. Det er naturligvis det pure opspind.

Børnene får masser af god mad på Sjælsmark. Kødretter, grøntsager, brød, snacks og meget mere.

Men den anden historie passede åbenbart godt ind i nogens verdensbillede – og hvorfor så ikke dele nyheden – selvom den ikke viser det rette billede?

Man må sandelig sige, at politikerne står i kø for at diske op med den ene sag efter den anden og markere sig her og der, inden valgklokkerne ringer.

I Dansk Folkeparti er vi dog mest optaget af noget andet. Nemlig det gode gedigne rugbrødsarbejde, som følger i halen af en finanslov. Vi skal nemlig have implementeret alle de fine elementer, som finansloven indeholder, inden folketingsvalget.

Vi skal blandt andet have gennemført de mange stramninger på udlændingeområdet – loftet over familiesammenføringer og de nye redskaber, vi tager i brug for at sikre, at flygtninge og migranter vender tilbage til deres hjemlande igen, så snart det er muligt. Derudover skal vi have alt det praktiske på plads i forhold til vores beslutning om at sende de værste kriminelle afviste ud på øen Lindholm.

Vi skal også sikre, at de mange forbedringer, vi har aftalt for landets folkepensionister, nu bliver ført ud i livet.

Så vi har travlt – rigtig travlt.

Der er meget lovgivning, der skal falde på plads – og står det til os, skal det hele gøres, inden statsministeren trykker på valgknappen. For hvis lovgivningen ikke er trådt i kraft, når valget udskrives, risikerer vi, at meget falder på gulvet. For med de meldinger, der er kommet fra de andre partier, kan vi desværre ikke regne med, at de gennemfører vores beslutninger, hvis de sidder med flertallet efter et valg.

Derfor har jeg her i weekenden opfordret statsministeren til allerede nu at sige, at folketingsvalget bliver afholdt sammen med det europaparlamentsvalg, som allerede er besluttet finder sted den 26. maj.

Dermed kan vi sikre, at vi har god tid til at få lovgivningen i forhold til finanslovsaftalerne på plads.

Men samtidig er jeg også overbevist om, at mange danskere vil være glade for, at de ikke indenfor få måneder skal have to store valgkampe. For ikke at tænke på hvor mange af skatteborgernes penge, der spares ved at slå de to valg sammen. Så hvorfor ikke slå to fluer med ét smæk? To valg med ét smæk?

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Scroll to top