Hvor dælen blev muslimerne af…?

For turister hører det med til rejsen at bruge tid på at opleve forskellig kultur, historie og traditioner – at mærke stemningen. Jeg selv har således i min tid været indenfor i et hav af katolske og protestantiske kirker, katedraler og klostre. Jeg har været i dusinvis af synagoger og moskéer; jeg har været i buddhistiske, hinduistiske, sågar økumeniske templer – og jeg har slet ikke tal på, hvor mange ruiner, fæstninger og slotte jeg har oplevet i min levetid, og jeg har nydt at lytte til andre landes musik og mangfoldige kunstneriske udfoldelser – nye såvel som klassiske.

Tag nu eksempelvis Storbritannien, hvor jeg i en årrække har boet, og derfor har trævlet tyndt: Herlige kulturelle oplevelser har jeg fået i katedralerne i Westminster, Winchester, Salisbury; slottene i Edinburgh, Tintagel – med legenden om Kong Arthur og Det runde Bord, Urquhart, Balmoral, Donvegan – for ikke at glemme Londons store synagoger og moskéer – og jeg kunne blive ved!
Desforuden kigger jeg altid, hvis lejligheden byder sig, indenfor på spillesteder, hvor der leveres folkemusik og folkedans.
Alt sammen, synes jeg, såvel fornøjeligt som lærerigt.

Forleden slog det mig så med en damphammers kraft, at på trods af, at der i Storbritannien findes i millioner af ”synlige muslimer” – altså dem med tørklæde samt deres mænd og børn – så kan antallet af synlige muslimer, jeg igennem årene har set på alle de ovennævnte attraktioner tilsammen, groft sagt tælles på én hånd.
Og derfor er jeg nødt til at spørge: Hvor dælen blev muslimerne af…?! Hvorfor er det sådan, at synlige muslimer så ganske åbenbart ikke har den fjerneste interesse i at opleve engelsk, skotsk, walisisk eller irsk kultur, historie, tradition, kunst og religion? Og værre: Hvorfor er det, at muslimske forældre i dén grad er uinteresseret i at vise deres børn kulturen på De Britiske Øer?
Det er min afgjorte påstand, at man i de muslimske cirkler ikke alene forsømmer at vise børnene den kultur, men at man gør alt for at holde børnene på afstand af den. For når der notorisk findes millioner af britiske muslimer, og stort set ingen viser sig ved landets kulturelle attraktioner eller ved landets imponerende kunstneriske værdier, kan det logisk set ikke være en tilfældighed, så sker det med fuldt overlæg.

De synlige muslimer styrer med kynisk overlæg ganske enkelt uden om det, som vil kunne medvirke til integration af deres børn og børnebørn – efter devisen ”ikke se, ikke høre”. Og synes børn og børnebørn på trods af det at udvikle sig for selvbevidst, ja, så er der jo altid ”dannelsesrejserne” hjem til de muslimske lande, de kom fra, og hvor de sure langskæggede står på række og venter på at få banket al anden kultur væk i glemslen. Al anden kultur end den islamiske…

PS: For lige at slutte af med en tur til Danmark: Hvor mange synlige muslimer har ladet sig se i Københavns, Roskildes eller Ribes domkirker, i Synagogen, til klassiske koncerter, til musikfestivaler – var der overhovedet nogen på Roskilde Festival?- , på Hammershus, på Frederiksborg Slot og de nationale samlinger, Rosenborg Slot, på Dannevirke, på Dybbøl…? Ja, jeg har ligegodt aldrig spottet nogen. Har du?

Med venlig hilsen

Søren Espersen

 

Scroll to top