fbpx

Ingen vej udenom en kommissionsundersøgelse af mink-skandalen

Der er desværre ingen vej udenom. Vi skal have en egentlig kommissionsundersøgelse af hele mink-skandalen. Vi skylder befolkningen – de hårdt ramte minkavlere og deres familier – men også skatteyderne, der kommer til at stå tilbage med en to-cifret milliardregning – at vi kommer helt til bunds i denne skandale. Og at de ansvarlige bliver stillet til ansvar! Det er det mindste, vi kan gøre.

 

Om få dage er alle mink i Danmark nemlig udryddet. Det har statsminister Mette Frederiksen personligt beordret. Det skete på hendes pressemøde forrige onsdag. Halvanden time efter vi som partiledere måbende havde modtaget beskeden om det på et virtuelt partiledermøde. Og dermed kort tid efter det var fuldstændig afvist at få en “second opinion” i forhold til regeringens vurdering. På få timer sank rigtig mange familiers livsværk i grus.

 

Her halvanden uge efter Mette Frederiksens pressemøde ved vi, at sagen er helt gal. At der er tale om en regulær skandale!

 

Ordren om at slå alle mink, herunder også raske mink udenfor 7,8 km-zonerne, ihjel, var ulovlig. I strid med Grundloven!

 

Vi ved, at det var regeringens koordinationsudvalg med statsminister Mette Frederiksen i spidsen, der traf beslutningen om den ulovlige ordre til minkavlerne om, at de straks skulle gå i gang med aflivningen af mink i hele landet.

 

Vi ved også, at denne beslutning blev truffet på trods af, at man i Fødevarestyrelsen siden juni har været klar over, at der manglede lovhjemmel til at træffe en sådan beslutning. Skulle ingen fra Fødevarestyrelsen have gjort regeringen opmærksom herpå? Det forekommer meget usandsynligt, ja, nærmest helt utænkeligt.

 

Men selvom regeringen ikke skulle være bevidst om ulovlighederne, da nedslagtningen af minkerhvervet blev præsenteret forrige onsdag, blev de gjort opmærksom på det nogle dage senere. Det ved vi med sikkerhed. Og nu kommer så det afgørende kriminelle:

 

Man fortsatte ulovlighederne! Selvom statsministeren har en ubetinget pligt til at sikre, at der regeres indenfor lovens rammer, gjorde statsminister Mette Frederiksen det modsatte.

 

Regeringen skulle selvsagt have stoppet nedslagtningen af raske mink udenfor 7,8 km-zonerne i samme øjeblik, den blev klar over, at de havde givet minkavlerne en ulovlig ordre!

 

I flere døgn lod man nedslagtningerne fortsætte. Først tirsdag i denne uge fik minkavlerne at vide, at den klare ordre om at aflive de raske dyr herefter kun skulle opfattes som en opfordring.

 

I de seneste dage er det så lykkedes for fødevareminister Mogens Jensen at gøre forvirringen total ved først at skabe håb om, at det ville være muligt at bevare raske avlsdyr og dermed sikre erhvervet en fremtid. For kort tid efter at trække i land og sige, at dette på ingen måde er regeringens politik.

 

Vi har forsøgt at råbe regeringen op. Få den til at sætte aflivningen af de raske avlsdyr på pause. Få vurderet om erhvervet således kunne genopstå efter corona-krisen. Men regeringen har været fuldstændig tonedøv. Har kun villet høre på sig selv.

 

Nu er det for sent. Det stolte danske minkerhverv er snart historie.

 

Det er en regulær demokratisk skandale! Det er socialdemokratisk magtfuldkommenhed for fuld udblæsning.

 

Det står for mig lysende klart, at fødevareminister Mogens Jensen som minimum må trække sig som minister som konsekvens af dette skandaløse forløb!

 

Men det er ikke nok. Det vil være helt forkert, hvis Mogens Jensen alene skal tage skraldet for noget, som helt tydeligt er besluttet af statsminister Mette Frederiksen.

 

Mette Frederiksen, der som en anden ”commander-in-chief” hele vejen igennem har sat sig selv i spidsen for indsatsen imod coronaen. Det var hende, der sad for bordenden, da man besluttede at udstede den ulovlige ordre. Det er hende, der kommunikerede den. Det er hende, der ikke efterfølgende har grebet ind. Hun kan ikke undsige sig sit ansvar.

 

Derfor er det også rigtig positivt, at et flertal i Folketinget har besluttet, at der skal laves en uvildig undersøgelse af hele forløbet. Det tjener også regeringens parlamentariske grundlag til ære, at de ikke lader Socialdemokratiet undvige dette.

 

Jeg håber, at samme flertal vil bakke op om, at undersøgelsen bliver en egentlig kommissionsundersøgelse. Kun med en kommissionsundersøgelse kan vi være sikre på at komme til bunds i sagen. Og hellere det end vælge en halv løsning i form af en advokatundersøgelse eller lignende.

 

Konklusionen er nemlig, at der desværre ikke er nogen vej udenom en kommissionsundersøgelse af mink-skandalen!

 

Med venlig hilsen

 

Kristian Thulesen Dahl

 

 

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

 

Fik du læst:

 

DF kalder statsministeren i samråd om minkskandalen

 

Ramadansang erstatter “Mormors kolonihavehus” og “Danmark” i Højskolesangbogen

 

DF stemmer imod: 2944 udlændinge får tildelt dansk statsborgerskab

 

Rul til toppen