“Instrukskommissionen”? Nej – “Barnebrudskommissionen”!

Forestil dig en pige gravid som 12-årig. Mor som 13-årig. 10 måneder senere mor for anden gang – og med en mand som er væsentlig ældre.

 

En anden pige gravid som 13-årig. Mor som 14-årig og som kun to år senere venter barn nr. 2. Også med en væsentlig ældre mand.

 

Disse eksempler handler “barnebrudskommissionen” om. Godt nok vil venstrefløjen ikke kalde det “barnebrudskommissionen”. For dem skal det hedde “instrukskommissionen”. Det må for himlens skyld ikke handle om barnebrude. Men det gør det altså i den virkelige verden!

 

”Barnebrude”. Et helt igennem modbydeligt begreb. Unge piger, der tvinges til ægteskab med ældre mænd. Et fænomen, der for længst burde være kastet på historiens mødding. Som ikke hører hjemme i et moderne samfund.

 

Op mod 20.000 piger bliver hver eneste dag tvunget ind i ægteskaber med ældre mænd, vurderer Red Barnet. 20.000!

 

Det er et fænomen, der desværre er udbredt i store dele af verden. Bl.a. I Vest- og Centralafrika. I Sydasien. Og mange steder i den muslimske verden. Forstå det, hvem der kan…

 

Indvandring til Danmark – specielt fra muslimske lande – har bragt mange problemer med sig. Værdier og normer som ikke bør have nogen plads i et frit og moderne samfund som det danske. Således er fænomenet “barnebrude” også blevet en del af den danske virkelighed. Bragt hertil med den muslimske indvandring.

 

I januar 2016 blev emnet med ét højaktuelt i de danske medier og på Christiansborg. ”Barnebrude bor med voksne ægtefæller på asylcentre i Danmark”, lød en overskrift eksempelvis i Berlingske.

 

I Dansk Folkeparti var holdningen soleklar: Det VIL vi ikke acceptere. Tvangsægteskaber og ægteskab med mindreårige er forbudt i Danmark.

 

Heldigvis var der på det tidspunkt et politisk flertal, som greb ind og sørgede for, at ”ægteparrene” blev adskilt på de danske asylcentre, så de mindreårige piger ikke skulle bo sammen med ældre mænd.

 

Det er det, der nu er endt i en undersøgelseskommission. Hvor man for millioner af skatteyderkroner har sat sig for at få skovlen under tidligere udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Og det selvom sagen jo reelt alene handler om, hvorvidt det var ok, at personer, der påstod, de var flygtninge, i nogle måneder, mens deres sag blev behandlet, var adskilt. De blev ordentligt behandlet. Fik husly og mad, lægehjælp osv. Hvis virkelig man synes, det var et problem, kunne den sag være håndteret ved, at det nye udlændinge-lempelses-flertal havde givet Støjberg en næse i en udvalgsberetning.

 

Men nej. “Instrukskommissionen” er nedsat. Et kæmpe menageri for at venstrefløjen kan tage sin hævn. I dag og i morgen skal Inger Støjberg selv vidne i denne farce. Et monumentalt spild af tid og penge.

 

Men ligegyldig hvor meget politisk teater, nogen prøver at lave ud af det, så handler sagen til syvende og sidst reelt om ét spørgsmål: Var det det rigtige at gøre at adskille barnebrudene fra de voksne mænd, så de ikke skulle bo sammen med dem på de danske asylcentre, mens deres sag blev behandlet?

 

Svaret er naturligvis et rungende JA! Det mente vi dengang. Det mener vi i dag. Dansk Folkeparti har hele vejen igennem – og vil også fremover – stå på Støjbergs side i denne sag. Imod fænomenet: “Barnebrude”. Det hører nemlig ikke hjemme i vores land. Så enkelt er det!

 

Scroll to top