Ja-partiernes kampagne om retsforbeholdet var fake news!

Kan I huske det?

Tiden op til afstemningen om retsforbeholdet i 2015.
Skræmmebilleder var der nok af.
Ikke nok med, at vi ville ryge direkte ud af Europol, så ville Danmark også blive et mekka for den kriminelle underverden – pædofiliringe og narkohandel. Ulykkerne ville ingen ende tage, måtte vi forstå!

Et udpluk af nogle af de ting, der blev sagt op til afstemningen:

”Vil man narkobander, tyvebander og pædofiliringe til livs, så skal man stemme ja. Har man en anden ambition, så skal man stemme nej”, sagde Statsminister Lars Løkke Rasmussen blandt andet i følge Berlingske op til afstemningen.
”Efter min mening vil det blive sværere at efterforske store forbrydelser, hvis vi ikke er medlem af Europol”, sagde Politiforbundets formand, Claus Oxfeldt til DI Business.

”I dag kan politiet se på skærmene, hvad der foregår i andre europæiske lande. Hvis vi stemmer nej, så slukker skærmene. Det vil for eksempel gøre det sværere at finde de bagmænd, der står bag de mange østeuropæiske bander” lød det i Kristeligt Dagblad fra adjunkt og ph.d. Henning Bang Fuglsang Madsen Sørensen fra Syddansk Universitet, der forsker i EU-strafferet og retsforbeholdet.

Ak ja! Eksperter, interesseorganisationer og politikere må bide deres ord i sig!

Forleden dag fandt en ret interessant artikel nemlig vej til avisernes spalter. På baggrund af en opgørelse fra Rigspolitiet kunne man konstatere, at på trods af, at danskerne stemte nej tak til en afskaffelse af retsforbeholdet den 3. december 2015, så har det ikke haft nogen som helst betydning for politiets brug af Europols databaser!

Tværtimod bliver der fortsat i stor stil søgt i Europols forbryderdatabaser. Eksempelvis har Rigspolitiet i årets første tre måneder foretaget 22.662 søgninger i Europols forbryderdatabase.

Se mere i dette link: https://www.b.dk/politiko/dansk-politis-brug-af-europol-er-naesten-uaendret

Jeg synes faktisk, at statsministeren, Claus Oxfeldt og alle de andre, der spredte fake news og skruede op for skræmmebillederne op til afstemningen, skylder danskerne en undskyldning!

Heldigvis hoppede danskerne ikke på de tomme trusler.

I dag har vi stadig vores retsforbehold, hvilket jeg tror, at mange er glade for.

Men på trods af, at det kun er to et halvt år siden, at danskerne skulle stemme om en afskaffelse af retsforbeholdet, så ser det nu ud til, at Venstre så småt begynder at røre på sig igen i forhold til deres ambitioner om at få vores forbehold væk.

Statsministeren har ved flere lejligheder – blandt andet under en spørgetime – påpeget, at han er ærgerlig over, at Danmark står uden for forskellige områder på grund af vores forbehold. Samtidig forlyder det, at partiet har besluttet at slå ind på en mere EU-pro kurs fremover.

Spørgsmålet er derfor, om der er udsigt til, at de EU-glade partier igen lægger op til en runde, hvor de vil have vores forbehold fjernet og vil tættere ind på kernen af EU. Lad os ikke håbe det.

Jeg mener nemlig, at vores retsforbehold, vores forsvarsforbehold og vores euroforbehold er meget vigtige værktøjer for at sikre Danmarks fortsatte selvstændighed.

Derfor skal de bevares.
I Dansk Folkeparti er vi ikke i tvivl. Vi har ikke ændret holdning. Mere Danmark og mindre EU er vejen frem!

 

 

 

 

Scroll to top