Jul på Borgen udgives for sjette gang

”Kære læser, du sidder nu med bogen Jul på Borgen i hånden. Det er sjette gang, den udkommer, og ud over at vise en anden og mere personlig side af de folkevalgte i Folketinget, tjener den et velgørende formål, nemlig at donere overskuddet til de hjemløses blad, Hus Forbi.”

Sådan skriver Pia Kjærsgaard i forordet til den nye udgave af Jul på Borgen. Bogen byder på tolv personlige fortællinger om julen og julens traditioner. Historierne bliver fortalt af en række medlemmer af Folketinget samt Folketingets direktør. I medlevende vendinger bliver læseren taget med på en rejse gennem barndommens uspolerede juleglæde, og læseren trækkes ind i en række personlige fortællinger om familiesamvær, mad, juletræer og julegaver.

Pia Kjærsgaard fik ideen til Jul på Borgen, da hun blev Formand for Folketinget i 2015. Hun skriver i bogen:
”Da jeg efter folketingsvalget i juni 2019 gik af som Folketingets formand, mente jeg, at det ville være synd og skam, hvis traditionen med udgivelsen skulle finde sin afslutning, og derfor foreligger nu denne sjette udgave af bogen. Både for at give danskerne en mulighed for at stifte bekendtskab med de mere private sider af folketingsmedlemmer med forskellige partitilhørsforhold og for at holde fast i den støtte til Hus Forbi, som er så vigtig.”

Bogen er udgivet af forlaget People’s Press og kan købes hos førende boghandlere for 149,95 kr.

 

Scroll to top