fbpx

Kæmpe DF-sejr! Slut med urimelig modregning for pensionister, som giver en hånd med på arbejdsmarkedet!

I morgen søndag mødes 1.000 gode DF’ere i Herning og vælger ny formand. De delegerede kan vælge mellem 3 kandidater, der har været med i DF i mange år: Martin, Morten og Merete. Hver med deres plusser og minusser. Hver med forskelligt i bagagen.

Selvfølgelig har der været ting i valgkampen, der ikke har været for kønne. Men det er svært at undgå, når vi tænker på, hvad vi i partiet har været igennem de seneste år. Der er nemlig foregået rigtig mange ting, som vi har holdt udenfor offentlighedens søgelys, men som nu kommer mere frit frem. Det er ærgerligt, men jeg tror, at det er uundgåeligt. Vi må se at komme så godt igennem det som muligt.

Der er mange udenfor vores rækker, der håber på, at DF brænder helt ned. Og ser årsmødet i morgen som stedet, hvor de skal have bekræftet deres håb. Det skal vi gøre til skamme. Som ved årsmødet i september skal vi vise, at vi kan mødes – tale sammen – og trods uenigheder behandle hinanden med gensidig respekt – og så foretage et demokratisk valg.

Jeg vil respektere det valg, som partiet tager. Det vigtige for mig er, at valget sker med åbne øjne – velvidende, hvad personen, der får flertal, har med i bagagen. Så har partiet truffet sit valg og så må vi alle arbejde videre ud fra det.

——————

DF-gennembrud med mærkesag!

Men som jeg også skrev om i sidste ugebrev, handler alting ikke om formandsvalg i DF. Vi laver også politik. Gennemfører vores valgløfter!

Fredag aften indgik vi således en aftale, som skal skaffe mere arbejdskraft til danske virksomheder. For DF var det et helt centralt krav, at det skal være mere attraktivt for de pensionister, der har lysten og kræfterne til det, at give et nap med på arbejdsmarkedet og arbejde nogle flere timer. Det lykkedes! Det har vi kæmpet for i årevis.

Fremover fjerner vi modregningen i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, når man har indtægt fra arbejde ved siden af pensionen. Det gælder både for en selv, men også i forhold til ægtefælle eller partners indtægt. Det går altså fremover ikke ud over pensionen, hvis man har arbejdsindtægt. Et kæmpe fremskridt! Som vil gøre det mere attraktivt for mange seniorer og pensionister at arbejde det, man nu kan.

Mange har følt det dybt urimeligt, når de er blevet skåret i pension eller tillæg, fordi eksempelvis deres ægtefælle er fortsat på arbejdsmarkedet. Dejligt at det nu langt om længe laves om.

Det kæmpede vi i mange år for at få igennem overfor borgerlige regeringer. Vi fik da også løftet grænsen markant for, hvornår modregningen fandt sted. Men helt at få modregningen fjernet lykkes altså først nu. Men det viser, at vi bruger mulighederne for at få vores politik igennem – uanset hvem vi kan gøre det med.

Vi har også aftalt at arbejde videre med at ændre reglerne, så førtidspensionister, som føler, at de med tiden har fået mod på at prøve kræfter med arbejdsmarkedet igen, kan gøre dette uden risiko for at miste deres ret til førtidspension.

Så er det bare op til arbejdsgiverne at efterspørge denne erfarne og værdifulde arbejdskraft. Det kniber det med i dag – men en klar opfordring herfra om at komme i gang! Ellers klinger det hult, når man siger, der mangler arbejdskraft…

Der er også andre gode elementer i aftalen såsom lavere elafgift, flere penge til bedre velfærdsuddannelser og større fokus på at få nyuddannede dimittender hurtigere i arbejde. Alt sammen ganske fornuftigt.

Men de andre partier er desværre også enige om at åbne mere op for udenlandsk arbejdskraft fra lande udenfor EU. De vil have sænket den såkaldte beløbsgrænse, så virksomheder får lettere ved at importere udenlandsk arbejdskraft – også selvom der ikke er tale om højtlønnede eksperter. Det vil sætte det danske arbejdsmarked og de danske lønmodtagere under stigende pres. Det er vi lodret imod. Og DF er selvsagt ikke en del af den aftale.

Vores borgerlige venner i V, K, LA og NB er ikke med i aftalerne. Hverken den vi laver om forbedringer for pensionisterne, eller den de andre laver om udenlandsk arbejdskraft. De krævede specielt meget mere udenlandsk arbejdskraft til Danmark, hvis de skulle have været med. Det er ikke nyt, at de mener det. Men i en tid, hvor vi aldrig tidligere har haft så meget udenlandsk arbejdskraft i Danmark – det anslås at hver tiende på arbejdsmarkedet er udlænding – synes vi, fokus skal være på, at vi benytter den arbejdskraft, vi allerede har i Danmark. Fremfor at importere flere udlændinge hertil.

Socialdemokraterne lovede faktisk også før sidste valg, at beløbsgrænsen ikke ville blive sat ned med socialdemokratiske mandater. Det løfte til danskerne løber regeringen nu fra.

Men det skal ikke dække over, at vi er ovenud tilfredse med den aftale, vi har fået lavet, hvor vi gennemfører klassiske DF-mærkesager.

For specielt dette er en kæmpe DF-sejr: Slut med urimelig modregning for pensionister, som giver en hånd med på arbejdsmarkedet!

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

Bliv gratis prøvemedlem af Dansk Folkeparti i resten af 2022

Får du nyhedsbrevet fra ditOverblik? Tilmeld dig her:

Fik du læst:

Sådan vælges DFs nye formand

Tidligere DF-pressechef: Latterligt at skrive DFs nekrologer nu

DF: Forældre skal straffes, hvis de lyver i samværssager

Rul til toppen