Kære forhandlere: Nu er det sidste chance for at huske de ældre med finansloven!

I denne weekend forventes det, at Socialdemokratiet med støttepartier præsenterer aftalen om finansloven for 2020. Og mange venter i længsel eller med frygt for, hvad aftalen indeholder.

Vi har hørt mange bidder om, hvad der skal prioriteres. Og mange skrækscenarier – for eksempel da De Radikale forleden udtalte, at de ville have midlerne til grænsekontrollen pillet ud af finansloven!

Men særligt ét område, som Dansk Folkeparti altid har prioriteret, når vi har forhandlet finanslov, lyder til at være blevet helt glemt af det nye flertal i Folketinget.

Ældreområdet.

I torsdags besøgte jeg Ældre Sagens delegeretmøde i Nyborg. Som eneste politiker selvom alle partier mig bekendt var inviteret. Det virkede helt besynderligt, når man kender til udfordringerne på ældreområdet i fremtiden.

Og hvis de andre partier havde været til stede, ville de også have opfanget den bekymring, der er hos Ældre Sagen omkring fremtiden for vores ældre medborgere i Danmark.

For nylig blev en undersøgelse publiceret, der gennemgik de kommunale budgetter for 2020. Gennemgangen viste, at hver fjerde kommune i deres budget for 2020 har valgt at spare på ældreplejen. Og det selvom der mange steder i forvejen er for få ressourcer til en værdig ældrepleje.

Ældre Sagen har gentagne gange forsøgt at råbe den nye regering op. Påpege vigtigheden af, at de ældre MÅ prioriteres på finansloven!

“Vognen med de ældre er på vej i grøften. Og jeg kan kun håbe, at regeringen kan nå at få rettet køretøjet op. Vi har ingen konkrete løfter til finansloven fået fra Christiansborg, og opgaven er altså langt større, end hvad den her regering har forestillet sig,” sagde Ældre Sagens direktør, Bjarne Hastrup, eksempelvis forleden til Altinget.

På sidste års finanslov prioriterede vi 1,5 milliarder til landets ældre.

Vi sørgede for et øget økonomisk råderum til en stor gruppe folkepensionister. Nogle mærkede det i foråret – andre vil kunne se det på udbetalingen her ved månedsskiftet til december. Og så har vi igennem årene afsat penge til en bedre pleje til nogle af vores allersvageste ældre, ligesom vi har sikret demenshandlingsplaner, produktionskøkkener på plejehjemmene, klippekortordning, midler til bekæmpelse af ensomhed, værdighedsmilliarden og meget mere.

Du kan se alle vores tiltag fra 2015-2019 i dette link: https://danskfolkeparti.dk/tiltag-paa-aeldreomraadet/

I valgkampen i sommer gav formanden for SF, Pia Olsen Dyhr, og jeg håndslag på, at vi hver især ville sikre ældreområdet i fremtiden – uanset hvem der vandt valget og var afhængige af vores mandater. I praksis skulle det ske ved at bevilge en milliard kroner udover hvad der skal til af bevillinger som følge af, at der bliver flere ældre i fremtiden.

Se vores fælles løfte her: https://www.dr.dk/nyheder/politik/folketingsvalg/df-og-sf-i-ny-pagt-kraever-en-milliard-mere-til-aeldre-end-loekke

Nu regner jeg jo så med, at SF lever op til deres valgløfte, men også at Socialdemokratiet, der gik meget op i velfærd før valget, husker de ældre.

Eller er vores og Ældre Sagens frygt berettiget? Bliver de ældre glemt i denne omgang?

Jeg frygter det værste – men finanslovsaftalen er endnu ikke indgået. Så forhandlerne kan stadig nå at huske de ældre!

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 

 

Fik du også læst

Regeringen vil tage millioner fra Dyrenes Beskyttelses vagtcentral
https://ditoverblik.dk/regeringen-vil-tage-millioner-fra-dyrenes-vagtcentral/

Derfor stemte Peter Kofod nej: Den nye kommission vil det modsatte af DF
https://ditoverblik.dk/peter-kofod-stemte-nej-til-ny-eu-kommission-den-vil-det-modsatte-af-df/

Finanslov med DF-aftryk har givet 1,5 milliarder til pensionisterne
https://ditoverblik.dk/finansloven-med-df-aftryk-har-givet-11-milliarder-kr-til-folkepensionister/

 

 

Scroll to top