Kære Mette Frederiksen: Kommer El-Ali med de afhuggede hoveder stadig til Danmark?

Sent torsdag eftermiddag kunne statsminister Mette Frederiksen sammen med justitsminister Nick Hækkerup og integrationsminister, Mattias Tesfaye præsentere regeringens nye ”plan” om fremmedkrigere.

Udspillet er møntet på hjemvendte syrienskrigere. Hvad de må og ikke må i Danmark, når de har udstået deres straf. Dansk Folkeparti vil selvfølgelig gerne bakke op om ethvert tiltag, der gør livet sværere for IS-krigere.

Jeg er helt overbevist om, at Politiets efterretningstjeneste i forvejen holder skarpt øje med de her mennesker.  Men det er kun positivt, at de nu får endnu flere redskaber til at passe deres arbejde.

Men – men – men; Er Mette Frederiksens udspil nu så godt? Initiativerne kommer eksempelvis ikke til at virke med tilbagevirkende kraft. Og derudover bliver der slet ikke taget fat om nældens rod.

For på trods af at statsministeren hele tiden siger, at danskernes sikkerhed er det vigtigste for hende, så virker det til, at de internationale konventioner er det vigtigste for Mette Frederiksen.

For det er nemlig på grund af de internationale konventioner, at Danmark med Mette Frederiksen i spidsen ikke vil nægte IS-krigere at vende tilbage til Danmark.
Det er på grund af de internationale konventioner at syrienkrigeren Ahmed el-Haj nu er tilbage i Danmark. Han blev offentligt kendt, da der blev lagt en youtube video på de sociale medier, hvor han skød efter billeder af blandt andet Naser Khader og Anders Fogh Rasmussen.

Der er nu en overhængende risiko for, at endnu en syrienskriger kan være på vej tilbage til Danmark.

Han hedder Jacob El-Ali og i 2014 blev der lagt et billede på de sociale medier, hvor han poserede med blødende hovedløse lig og afhuggede hoveder. Den langskæggede mand var klædt i sort med et våbenbælte, pistol og håndgranat om livet.

Jacob El-Ali blev for nylig anholdt i Tyrkiet og ventes udleveret til Danmark. Ikke overraskende påstår han selv, som den kujon han er, at han blev tvunget til at begå ugerninger under IS-fanerne.
Det er der vist ikke rigtig nogen, der tror på!

Jacob El-Ali er oprindeligt fra Libanon, men har fået dansk statsborgerskab. Derfor er der stor risiko for, at han om kort tid ender i Danmark.
Læs mere her: https://www.berlingske.dk/samfund/jacob-el-ali-poserede-med-afhuggede-hoveder-hos-islamisk-stat-nu-er-han

I Dansk Folkeparti har vi sagt det meget klart: Hvis man har været i Syrien og har kæmpet for Islamisk stat, har man kæmpet imod Danmark. Så har man intet at gøre i Danmark. Så har man ikke fortjent at være dansker og derfor bør Danmark nægte at tage imod ham og andre af hans slags. Også selvom man har dansk statsborgerskab.

Vi står i en situation, hvor vi må gøre alt, hvad vi kan, for at beskytte vort land – også hvis det betyder, at vi må udfordre internationale konventioner og spilleregler.

Vi har et hav af udviste kriminelle siddende i Danmark, som ikke rejser, fordi deres oprindelseslande ikke vil samarbejde om en udlevering.
De skaber utryghed i de områder, hvor de er i Danmark. I en situation som denne må vi spørge os selv: Hvorfor skal Danmark altid være ”den pæne dreng i klassen”?

Hvis en mand som Jacob El-Ali på den ene eller anden måde finder tilbage til Danmark, så kan Mette Frederiksen lige så godt stoppe med at lade som om, at hun er hardliner.
Så er de initiativer der blev bebudet i går ikke andet end røgslør for at dække over det store problem, at IS-krigere er på vej tilbage til Danmark.

I Dansk Folkeparti vil vi kæmpe med næb og kløer for at sikre, at der ikke kommer flere IS-krigere tilbage til Danmark. Mit håb er, at andre partier vil gøre det samme.

Med venlig hilsen
Kristian Thulesen Dahl

Følg Kristian på Facebook – Tryk her

 

 

Fik du også læst

Hvad sker der Sverige? Efter indvandringsstop, kom der lige 400.000 mere.
https://ditoverblik.dk/hvad-sker-der-sverige-efter-indvandringsstop-kom-der-lige-400-000-mere/

Dannebrog uønsket i EU-parlamentet: Præsident fjerner Peter Kofods danske flag
https://ditoverblik.dk/dannebrog-uoensket-i-eu-parlamentet-praesident-fjerner-peter-kofods-danske-flag/

DF i København vil have stoppet samarbejde med iransk-støttet moské
https://ditoverblik.dk/df-i-koebenhavn-vil-have-stoppet-samarbejde-med-iransk-stoettet-moske/

Scroll to top