Det lykkedes, 2017

Dansk Folkeparti har længe kæmpet for at afskaffe det årlige 2-procents sparekrav på vores sygehuse. Den 4. oktober lykkedes det at indgå en aftale med regeringen om at afskaffe dette sparekrav.

Det er en mærkesag for DF at sikre bedre forhold for alle de gode ansatte på vores sygehuse, som hver dag yder en kæmpe indsats.

Aftalen blev fejret med en landsdækkende annoncekampagne: Det lykkedes!

Opgør med sparekrav på sygehuse, 2017

I en lang årrække har skiftende regeringer krævet effektiviseringer i den offentlige sektor, bl.a. og ikke mindst igennem et årligt sparekrav på 2 pct. af budgetterne. Det var været godt og nyttigt – og har bl.a. bidraget til, at flere danskere f.eks. behandles mere hurtigere. Af være effektiv og ikke bruge skatteborgernes penge sløset kan vi kun støtte.

Men vi mener, at nu kan der ikke meningsfyldt på denne måde med rimelighed vrides mere ud af vore sygehuse. Derfor lancerede vi en landsdækkende kampagne outdoor og i en række traditionelle og nye medier kampagnen ”Pump nyt liv i vores sygehuse. Drop sparekravene. Respektér vores ansatte”.

Penge til grænsekontrol, dyr, værdighed for ældre, syge og udsatte – finansloven for 2017

Hvert år, når DF forhandler næste års budget for Danmark med regeringen, finansloven, forsøger vi at få gennemført så store dele af vores politik, som muligt.
Det var bl.a. sådan, vi for over et årti siden fik indført ældre-checken, som siden er forbedret flere gange og som giver et kontant og helt nødvendigt tilskud til de pensionister i Danmark, der har allermindst at gøre godt med.

I december 2016 fik vi både store beløb til forbedret og styrket grænsekontrol, næsten en halv milliard til forbedring af maden til ældre ude i kommunerne, penge til genoptræning af hjerneskadede og en stramning af våbenloven som reaktion på, at der mange steder i Danmark skydes løs som led i ikke mindst bandeopgør.

”Vores Danmark – der er så meget, vi skal passe på”, 2016

Dansk Folkeparti ønsker at være så synligt som muligt, også når der ikke er valgkampe og afstemninger.
Derfor har DF siden partiets stiftelse i 1995 lagt vægt på kampagner, der var synlige på alle tider af året. Til jul med glade juleønsker til alle, om sommeren med ønsker til unge studerende om en god sommer og et godt valg af uddannelse.

I 2016 lancerede vi en kampagne om, hvorfor vi er her. Der er så mange, der dagligt himler op om alt det, de er imod, er vrede over og vil lave om. Fint nok. Men vi tror på det rigtige i jævnligt at huske at fortælle, hvad vi gerne vil, hvad vi vil passe på, bevare, værne om – kort sagt dét, vi er glade for og som er værd at tage en politisk kamp om.
Det blev til kampagnen ”Vores Danmark – der er så meget, vi skal passe på”, der kørte som stor outdoor-kampagne, i aviser og på nettet.
Det blev en af DF’s mest omtalte kampagner. Først fordi nogle mente, at vi misbrugte en protestsangers gamle børnesang – det gjorde vi naturligvis ikke. Dernæst fik en sød hund i annoncen mildt sagt opmærksomhed, fordi hunden er photoshoppet ind på billedet med den glade, danske familie.
Inspireret af den megen gratis omtale fortsatte vi i hele 2016 kampagnen i forskellige afskygninger, bl.a. med en juleannonce med masser af julestemning – og hunden, naturligvis, nu iført nissehue.

Budskabet er enkelt: Livsglæde! Og troen på, at passer vi på det, vi har; familien, inkl. kæledyr, fællesskabet og fædrelandet, så skal det nok gå alt sammen.

Valgkampen juni 2015

Ved Folketingsvalget juni 2015 valgte Dansk Folkeparti ”Du ved, hvad vi står for” som kampagne-slogan ledsaget af et gennemgående tema: ”Tryghed og tillid, det ér muligt”
Vi tror, de fleste danskere ved, hvad Dansk Folkeparti står for, og at vi på en unik måde kombinerer gamle, konservative værdier som gud, konge, fædreland, lov og orden med gamle socialdemokratiske værdier som solidaritet, omsorg for de svageste og et stærkt fællesskab i samfundet baseret på pligter og rettigheder.
I valgkampen annoncerede vi både i traditionelle, trykte medier og på hjemmesider og sociale medier, især Facebook. ”Tryghed og tillid” gik igen og budskaberne handlede bl.a. om grænsekontrol og udvisning af udenlandske kriminelle.

Stram udlændingepolitik, værdig ældreomsorg, bedre sygehuse, indførelse af grænsekontrol og et mindre EU i Danmark var hovedbudskaberne i valgkampen.
Dansk Folkeparti fik sit bedste valgresultat nogensinde, og det takkede vi vælgerne for få dage efter valget.

Dansk Folkepartis 20 års jubilæums/Årsmøde september 2015

Få måneder efter Folketingsvalget i juni 2015 kunne DF fejre 20 års jubilæum. Det skete med det største Årsmøde i partiets historie. Årsmødet blev netop derfor holdt i Jyske Bank Boxen i Herning, der ellers mest er kendt for store sports- og musik-begivenheder.
Årsmødet blev afviklet under sloganet ”Danmark skal have kontrollen tilbage” og fandt sted umiddelbart efter at tusindvis af migranter og flygtninge vandrede på de danske motorveje på vej mod Sverige efter, at EU’s flygtningepolitik var brudt sammen.
Dansk Folkeparti gentog kravene fra valgkampen i juni om bl.a. indførelse af grænsekontrol. Regeringen tøvede, men grænsekontrollen blev genindført i januar 2016.

Dansk medlemskab af det europæiske politisamarbejde Europol, december 2015

Fordi det europæiske politisamarbejde, Europol, skiftede juridisk status i EU, skulle danskerne i december 2015 ved en folkeafstemning stemme om Danmarks fortsatte medlemskab af Europol. Den afstemning gjorde regeringen til en afstemning om det danske retsforbehold, som en række andre partier længe har ønsket afskaffet.

Dansk Folkeparti ønskede fortsat medlemskab af Europol men anbefalede et nej tak til at ændre retsforbeholdet. Vores vurdering var, at regeringen godt ville kunne forhandle en bedre løsning for Danmark med EU, så vi kunne forblive i Europol også uden at ændre retsforbeholdet.

Danskerne sagde massivt nej til at droppe retsforbeholdet, som vi kender det, og regeringen måtte i arbejdstøjet.

I marts 2017 kunne dagbladet Information konstatere, at ”Dansk Folkeparti fik ret”, da regeringen landede en fuldgod aftale om dansk medlemskab af Europol. Dét kunne vi ikke lade være med at gøre flest mulige danskere opmærksom på i en kampagne i en række medier.