fbpx

Kejsenerens nye klæder i trafikformat

Christiansborg, onsdag den 16. November 2011

PressemeddelelseKejserens nye klæder i trafikformat

Trafikordfører for Dansk Folkeparti, Kim Christiansen, har ikke meget til overs for regeringens nye såkaldte ‘kick start’ på transportområdet.

– Det er ren fup, siger Kim Christiansen.

– Der skabes ikke en eneste arbejdsplads. De omtalte vej- og baneprojekter er allerede i gang, og f.eks. udvidelsen af Holbæk-motorvejen mellem Fløng og Roskilde, er allerede af Vejdirektoratet lovet færdig i 2012 – et år før tid. Så ikke meget kickstart der. Højst en efterbrænder, siger Kim Christiansen.

Andre vejprojekter som nævnes i aftalen er Holbæk-Vig motortrafikvejen, anlæg af motorvej mellem Ølholm og Vejle, Slagelse omfartsvej, udvidelse af den østjyske motorvej mellem Skærup og Vejle. Projekter, som alle er vedtaget og besluttet under VOK-samarbejdet, men som den røde regering nu prøver at gøre til deres egne opfindelser.

– Det handler i bund og grund om tekniske fremrykninger, således at entreprenørerne kan få deres penge før end oprindeligt budgetteret, siger Kim Christiansen.

De 800 millioner til anlæg af betalingsringen om København, som er en del af kickstarten, er penge, som skal skaffes ved indtægter fra den meget omdiskuterede betalingsring rundt om København. Det underminerer i høj grad regeringens egne floromvundne principper om, at man ikke vil bruge penge, som man ikke allerede har i kassen.

– I bund og grund er denne trafikpakke endnu et behjertet forsøg fra regeringen på at foregøgle danskerne, at den røde regering er aktiv og handlekraftig. I virkeligheden er den et bevis for præcis det modsatte, fastslår Kim Christiansen.

Rul til toppen