Klare opfordringer til regeringen på lønmodtagernes dag: Drop planerne om mere faglært udenlandsk arbejdskraft og læg planen for tidligere pension for nedslidte åbent frem!

I dag er det 1. maj. Arbejdernes internationale kampdag. Man kan også sige lønmodtagernes dag. Jeg håber, at alle I, der fejrer 1. maj og bruger dagen til at deltage i forskellige arrangementer, får en god og udbytterig dag. Også selvom det bliver lidt anderledes i år pga. coronaen.

Jeg synes, der er grund til, at vi sender en særlig tak i dag til alle de mennesker i sundhedsvæsenet, ældreplejen og andre steder, som arbejder mere direkte med de udsatte og de ældre, som er særligt sårbare over for coronaen.

Vi står over for en kolossal udfordring. Både sundhedsmæssigt og økonomisk.

For os alle sammen handler det om at begrænse smittespredningen. Men rigtig mange mennesker er også nervøse for at miste deres job. Mange er blevet ledige, og frygten er, at mange flere bliver ledige de kommende måneder.

Derfor skal vi gøre alt, hvad vi kan for at sikre, at det danske samfund kommer så skånsomt som muligt gennem krisen. Vi har allerede lavet store hjælpepakker med lønkompensation osv., men der bliver helt sikkert brug for flere hjælpepakker – og for løbende at lave hjælpepakkerne om til noget andet, som virker på lidt længere sigt.

Vi har et særligt ansvar for at sikre, at det er dansk arbejdskraft, vi bruger i Danmark. Derfor er det mig fuldstændig uforståeligt, at regeringen fra 1. juli vil åbne det danske arbejdsmarked op for mere faglært udenlandsk arbejdskraft fra tredjeverdenslande. Det er den helt forkerte vej at gå i en tid med stigende ledighed herhjemme. Min klare opfordring til regeringen er: Pak de planer langt væk! Lad os i stedet satse på at få de ledige danskere i arbejde igen.

Og så vil jeg endelig sige, at der på en dag som i dag også skal være plads til at diskutere andre ting end det, der alene er coronarelateret. En ting, der er helt oplagt at diskutere, er Arne og spørgsmålet om tidligere pension til nedslidte. Det er over et år siden, at Socialdemokratiet lancerede ideen om, at Arne og andre nedslidte skulle have ret til tidligere pension. Men her 1. maj 2020 har vi stadig ikke fået lov til at se, hvad regeringen ønsker at få gennemført.

Men vi har jo hørt, at regeringen har et færdigt forslag liggende i skuffen. En færdig model. Min opfordring til Mette Frederiksen og regeringen er: Tag forslaget op af skuffen. Lad os se det. Lad os i fællesskab diskutere, om det er den rigtige afgrænsning, I har lavet, og om det er den rigtige måde at indrette et pensionssystem for nedslidte på.

Selvom det ikke er sikkert, vi kan få det gennemført her i foråret, kan vi godt i fællesskab diskutere, om I har ramt skiven, eller om vi skal finde på noget andet. Det er en vigtig dagsorden. Lad os få forslaget på bordet.

Med disse ord vil jeg ønske alle en god 1. maj.

Med venlig hilsen

Kristian Thulesen Dahl

 

Scroll to top