Klimapolitik

Menneskeskabte klimaforandringer forårsaget af udledning af CO2 og andre drivhusgasser optræder sammen med den naturlige udvikling af klimaet, som altid har fundet sted. Disse to faktorer skaber tilsammen de klimaforandringer, som vi i disse år er vidne til. Vi kan vælge at lade stå til eller handle og afbøde konsekvenserne af forandringerne. Dansk Folkeparti vælger at handle med fornuftens stemme og de pragmatiske løsninger.

I efteråret 2019 vil der blive afholdt en stor folkelig klimahøring, som skal være med til at danne grundlag for en ny klimalov. Det bakker vi i Dansk Folkeparti varmt op om. Det er helt afgørende at få danskerne aktivt inddraget i udarbejdelsen af en ny klimalov, der skal danne rammen om vores bestræbelser på at imødegå klimaforandringernes skadelige konsekvenser.
Energiaftale 2018 – og internationale aftaler
I Dansk Folkeparti ønsker vi at arbejde med den menneskelige påvirkning af klimaet. Det skal for Danmarks vedkommende ske ved, at vi gradvist udfaser fossile brændsler i el- og varmeforsyningen og transportsektoren, hvor det er muligt. I stedet skal vi sigte mod at benytte vedvarende energi og leve op til de klimaaftaler og forpligtelser, som vi har påtaget os, herunder FN’s klimaaftale, Paris-aftalen fra 2015 etc. Dansk Folkeparti er med i aftalerne om dansk energipolitik, som er vedtaget af meget brede flertal i Folketinget. Den senest indgåede energiaftale fra juni 2018 fastlægger indførelsen af yderligere vedvarende energi i dansk energiforsyning i de kommende år, blandt andet igennem tre nye havvindmølleparker. Den altovervejende faktor vi måler klimapolitikken på er CO2-udledningen.

Energiproduktion

Den teknologiske udvikling indenfor vedvarende energi er de seneste 5-10 år gået meget hurtigt. Det betyder, at el fra vindmøller og solceller i dag er omtrent lige så billigt at producere, som el produceret med fossile brændsler og langt billigere end atomkraft. I de kommende år ser det ud til, at prisfaldene på vedvarende energi vil fortsætte. Derfor er det alene ud fra økonomiske kriterier et rationelt valg at gå over til, at Danmarks el- og varmeproduktion sker med vedvarende energi. En yderligere fordel ved vedvarende energi er, at vi er selvforsynende og dermed undgår afhængighed af import af energi. I Dansk Folkeparti foretrækker vi, at vindmøller opføres til havs i offshore vindmølleparker, hvor der er masser af vind i stedet for på land, hvor mange føler sig generet af vindmøllerne. Der er flere forskellige CO2 neutrale vedvarende energikilder, som der skal forskes i.
Dansk Folkeparti mener, at forekomsterne af olie og gas i den danske del af Nordsøen af hensyn til forsyningssikkerheden fortsat skal udvindes, for både i Danmark og på verdensplan vil der være efterspørgsel efter olie og gas i mange år endnu, da vedvarende energi på mange områder endnu ikke kan erstatte fossile brændsler. Hvis vi i Danmark ikke selv producerer olie og gas, skal efterspørgslen kunne dækkes andre steder fra, og det vil derfor være andre lande, herunder mellemøstlige lande, som vil have indtægter fra udvindingen af fossile brændsler.

Transport

For transportsektorens vedkommende tilslutter vi os ikke regeringens og venstrefløjens ambitioner om at forbyde salg af benzin- og dieseldrevne biler, idet der på nuværende tidspunkt ikke findes el- eller brintbiler, som har en så lav pris og lang rækkevidde, at de er et reelt alternativ til benzin- og dieselbiler. Dog sker der i disse år også en hastig udvikling af el- og brintbiler. Den teknologiske markedsbestemte udvikling vil være i forbrugernes og samfundets interesse og desuden sikre, at alle borgere kan være med. Lad den teknologiske udvikling udfase fossilt drevne køretøjer på markedsvilkår. Det kan således ikke udelukkes, at benzin- og dieselbiler vil blive udkonkurreret, når el- og/eller brintbiler har nået en tilfredsstillende pris og rækkevidde.
Dansk Folkeparti ønsker at fremme udbredelsen af biler med lav eller ingen klimapåvirkning ved en omlægning af registreringsafgiften, hvor bilernes miljø- og klimaegenskaber i højere grad end i dag bliver afgørende for registreringsafgiftens størrelse. Også bilernes miljø- og klimapåvirkning i produktionsfasen skal tælle med ved beregning af registreringsafgiften.
Omlægning af den kollektive trafik til vedvarende energi kan være statens første skridt, så busser, tog og færger på sigt ikke vil bruge fossile brændsler. Priserne på offentlig transport skal være så rimelige, så de er et reelt alternativ for borgerne.

Landbrug, skovbrug og fiskeri

Landbruget kritiseres ofte for at være en stor udleder af drivhusgasser. Man skal dog være varsom med at lægge fordyrende restriktioner på dansk landbrug, da vi risikerer, at danske landbrugsprodukter udkonkurreres af udenlandske produkter, som produceres under forhold, der kan være endnu mere klimapåvirkende end i Danmark, og som kan have en ringere dyrevelfærd.
Vi skal bevare og beskytte vores landbrug og skal samtidig gå efter at blive CO2 neutrale. Vi har det største landbrugsareal og den bedste jord i Skandinavien og er derfor Skandinaviens ”spisekammer”. Af hensyn til jordens og grundvandets fremtidige kvalitet skal vi sigte efter et landbrug uden miljøfremmede stoffer, der kan ødelægge naturen og menneskers helbred.
Dansk Folkeparti går ind for enkle løsninger, der kan reducere CO2 udledningen betydeligt. Blandt andet forskes der i nye dyrkningsmetoder, der kan lagre det kulstof, som udledes af biler, fly og skibe.
Der skal plantes flere træer og mere skov, som er med til at binde CO2. Dansk Folkeparti ser store muligheder i en mere systematisk og omfattende skovrejsning med tilhørende naturpleje, der netop kan absorbere CO2 fra atmosfæren. Der kan genplantes ålegræs og etableres stenrev, som kan binde meget CO2, og etablering af de nærmest udryddede, men naturligt forekommende naturtyper har den positive virkning, at flere fisk kan yngle og der bliver flere fisk i havet. Det kan regnes med i CO2-regnskabet som en reduktion.

Forbrug og forbrugsmønstre

I Dansk Folkeparti er vi imod at indføre afgifter på kød og flyrejser. Sådanne afgifter virker socialt skæve, da velstående mennesker bare kan betale afgiften og fortsætte med at leve, som de har gjort hidtil, mens mennesker med beskedne indkomster vil blive nødt til at afstå fra kød og at flyve på ferie. Desuden vil en afgift på kød føre til øget grænsehandel, som skader dansk detailhandel.
Et vigtigt område af energi- og klimapolitikken er indsatsen for at spare på energien. I Danmark er vi især gode til at bygge energieffektivt og til at efterisolere bygninger. Det bidrager både til lavere varmeregninger, og at energiforbruget og dermed CO2-udledningen bliver mindre. Alt andet lige gavner en CO2-udledningsreduktion mere, når den sker ved at spare på energien, end ved, at man har udskiftet produktionen fra fossilt brændsel til vedvarende energi. For et reduceret energiforbrug giver en lavere varmeregning. Det er der samfundsøkonomisk rigtig god mening i.
Danmarks udledning af CO2 og andre drivhusgasser udgør ca. 0,1 % af den globale udledning. I Danmark kan vi derfor ikke redde klimaet på globalt plan, selv om vi holdt op med at bruge fossile brændsler, aldrig tog på flyrejser eller stoppede med at spise kød. Danmark kan påvirke de andre landes CO2 udledning (de 99,9 %) og den globale klimapåvirkning ved at være et eksempel til efterfølgelse og dermed vise de store udlederlande, at vi i Danmark kan have et moderne samfund med en høj levestandard og personlig frihed for alle, som forsynes med vedvarende energi og dermed har en minimal klimapåvirkning – måske endda med klima-gevinst og uden at gribe for meget ind i det enkelte menneskes livskvalitet, høj som lav. Den løsning kan og skal vi sælge til de andre lande.

Forskning

Den bæredygtige energi- og klimaforskning skal fremmes aktivt. Vi skal sigte efter, at vores bidrag til klimaudfordringen bliver løsninger, der er på forkant, fremfor forbud, straf og indskrænkninger. Danmark var de første med vindmølleproduktion, som i dag er et eksporteventyr. På sigt vil dansk innovation på klimaområdet mere generelt ligeledes kunne blive en stor økonomisk gevinst for landet. Det kan være med til at sætte fart på klimaudfordringens løsninger til gavn for borgere, erhvervsliv og klima. For Dansk Folkeparti er det af afgørende betydning, at vi som samfund er løsningsorienteret i vores tilgang til udfordringerne med klimaet. Vi er således fortalere for, at Danmark satser massivt på forskning i udvikling af teknologier, der fremover kan løse nogle af disse udfordringer. Derfor skal vi i Danmark i særlig grad satse på udvikling af grøn klima- og energiteknologi, f.eks. i energilagring, så den periodevise overproduktion af vedvarende energi fra vindmøller og solceller kan lagres til perioder med lav produktion, samt at der forskes i CO2-lagring, hvor CO2-udledningen fra kraftværker opsamles og lagres i undergrunden.
Det er oplagt, at danske forskningsinstitutioner involveres i dette udviklingsarbejde. Konkrete og innovative højteknologiske løsninger inden for f.eks. landbrug, transport og energiproduktion ved brug af eksempelvis robot-, drone- og bioteknologi er vejen frem for klimaet. Et eksempel på dansk klimavenlig forskning er bl.a. Aalborg Portlands forsøg og udvikling af klimavenlig cement med begrænset udledning af CO2 til fremstilling af betonelementer i bygge- og anlægssektoren.
Allerede nu har Danmark markeret sig som en videnstung aktør inden for bl.a. vindenergi, hvilket har skabt øget eksport af dansk klimavenlig vindteknologi. Der ligger således et eksportpotentiale i en lignende indsats inden for udviklingen af andre klimateknologier.

Køb dansk – også for klimaets skyld

Vi vil have fokus på danske fødevareprodukter som det gode, sikre, sunde, miljøbevidste og – ofte – lokale valg. Et dansk æble har således nærmest ikke noget CO2 aftryk i forhold til et æble fra New Zealand. Vi er et landbrugsland, hvor der dyrkes og produceres produkter af høj kvalitet, som efterspørges i hele verden. Det skal være lettere for de danske forbrugere at tilvælge gode danske produkter frem for udenlandske varer, der ofte er transporteret tusindvis af kilometer, før de når frem til de danske butikker. Det vil være godt for forbrugerne, godt for Danmark – og godt for klimaet.

Kampagner

Det er nødvendigt med løbende oplysningskampagner om klima og miljø. Bl.a. kampagner for at købe flere lokalt producerede danske fødevarer, miljø- og klimavenlig affaldssortering og mere fornuftig anvendelse af plastik, genbrug og transport.

Plastik

Vi skal fremstille, forbruge, genanvende og genbruge plastik på en mere bæredygtig og cirkulær måde, end vi gør i dag, og sikre, at det ikke bare ligger og flyder i naturen eller ender i havene. Plasticforurening er et alvorligt problem. Men vi kan ikke undvære plastik i hverdagen. Det gælder plastik, som det gælder så meget andet: Vi skal bruge det med omtanke.
Plastik er et godt og nyttigt materiale med mange positive kvaliteter, men skal ikke havne i naturen. Plastik skal genbruges og genanvendes så meget som muligt. Dansk Folkeparti er med i en aftale med alle partier i Folketinget, hvor vi vil lave et nationalt videnscenter, der skal hjælpe med at få mere viden om mikroplast (hvor 60% kommer fra bildæk), samt om man evt. kan reducere typerne af plastik, så det bliver nemmere at genanvende.

Dansk Folkeparti er imod regeringens forslag om at forbyde butikker at forære plastikposer væk (initiativ 14), da vi mener forretninger selv må træffe den afgørelse. Vi er også imod regeringens forslag om at forbyde ”knitreposer” med hank (initiativ 15) – f.eks. de små Matasposer, eller poserne fra apoteket. Det er vi, fordi de ikke udgør et problem i Danmark. Problemet er i de sydeuropæiske lande, hvor de (og andet affald) ofte smides alle vegne, og hvor man ikke har samme velfungerende affaldssystem, som vi har i Danmark.
Dansk Folkeparti ønsker en national affaldsstrategi, så mere plastik opsamles til genanvendelse og genbrug.

Link til aftale

Miljøstyrelsens egen rapport om plastposer

Scroll to top